Anmeldelser af komponisten Christian Præstholm(Anmeldelser af musikeren Christian Præstholm længere nede på siden)
Anmeldelse af korsamlingen "Dagen gror af morgengryet" (op.45) Fremragende samling korsatser til kirkeåret
Gennem en del år er der kommet en lind strøm af hæfter med orgelkoraler fra
Christian Præstholm, som er godt i gang med sit mammutprojekt at skrive
orgelkoraler over samtlige salmer i Den danske Salmebog. Med disse to hæfter
korsatser til kirkeåret dækker han nu også på fornem vis behovet for kormusik
til samtlige dage i kirkeåret. Satserne er komponerede gennem de seneste 11 år
til brug ved gudstjenester og koncerter i Sct. Mortens Kirke i Randers, og
lægger sig et fint sted mellem tradition og fornyelse.
Teksterne er for en dels vedkommende hentet fra salmebogen,
men størstedelen er skrevet af nyere eller nulevende digtere. Hovedparten af
melodierne er komponeret af Præstholm selv, kun et antal af de klassiske
kernesalmer har bevaret både tekst og melodi, hvor satserne til gengæld er
meget afvekslende og velklingende (En rose så jeg skyde og Vor Gud han er så
fast en borg er to gode og meget forskellige eksempler). Som komponisten
skriver, placerer satserne sig stilistisk i et moderat modernistisk tonesprog
et sted mellem det nordiske og det franske. Præstholm kan lave fine melodier og
spændende og afvekslende satser, fra det lækre til det karske, og
sværhedsgraden overskrider ikke grænsen for hvad et godt amatørkor kan klare.
Komponisten fremhæver, at teksterne er valgt med hensyntagen
til en vis rummelighed, så de kan bruges ved mere end én specifik søndag. Der
er også mange valgmuligheder hvad angår alternative tekster og antallet af
vers, og korlederen opfordres til på forskellig vis at variere versene med
solistisk besætning, énstemmig melodi alene, ooh eller aah på understemmerne
etc. I et register, udarbejdet af Holger Lissner, er der forslag til satsernes
fordeling på kirkeårets søn- og helligdage, hvilket yderligere øger
anvendeligheden.
(Mikael Garnæs, Organistbladet juni 2019) Anmeldelse af korsamlingen "Dagen gror af morgengryet" (op.45) SALMEHARMONISERING MED FREMRAGENDE HÅNDELAG
”Dagen gror af morgengryet” er en samling på ikke mindre end 75 SATB-korsatser til kirkeåret, udgivet på forlaget Praestholm.
Alle korsatser er skrevet af Christian Præstholm, som – ud over sit virke som organist – også har udfoldet sig i stor skala som komponist, bl.a. med værket ”Alternatim”, skrevet og opført talrige gange i anledning af reformationsjubilæet i 2017.
Undertitlen ”korsatser til kirkeåret” vil nok få de fleste til at forvente en overvægt af de ældre, traditionsbærende tekster. Men her har det, med komponistens egne ord, været et bevidst valg, at majoriteten af teksterne er skrevet af nyere eller nulevende digtere – som et led i den stadige fornyelse af kirkens sprog. Og sandt er det, at samlingen gør et stort og godt arbejde for, at kor og korledere kan få glæde af de tekster, som vi kender fra de nyeste salmesamlinger: Digte af Jens Rosendal, Lisbeth Smedegaard Andersen, Iben Krogsdal m.fl.
I sit forord fortæller Præstholm videre, at sværhedsgraden af satserne er tilpasset amatørkor. Man ser også hurtigt, at her er tale om en komponist, som har en stærk sans for det funktionelle – herunder en beliggenhed, som er gunstig for alle fire stemmer og dermed for den samlede korklang.
EGEN STIL
Der er en ret stor overvægt af homofone satser. Dette er også en faktor, som gør at det hele glider lidt lettere, hvis man skulle stå med et kor, som er underbesat i en eller flere grupper – eller hvis tenoren i en kirkesangerkvartet skulle være rusten søndag formiddag, for den sags skyld.
En bog med så mange homofone satser lyder måske ikke så spændende. Men jer er der grund til at fremhæve komponistens fremragende håndelag, som bringer tankerne hen på nogle af korverdenens bedst klingende hjørner: Man aner harmonik fra Durufles berømte motetter, fra de svenske mestre Alfven og Wiklander, og fra vor egen fremragende Svend S. Schultz. Der er også blevet plads til en sats med to par rene kvinter i tætført kanon for damer og herrer, hvilket naturligvis giver associationer til Vagn Holmboe.
Ved at nævne alle disse forbilledlige komponister er der dog ingen grund til at underkende, at Præstholm har modnet en stil, som fortjener at kaldes hans egen. Hver af os brugere vil nok finde sine favoritter – for denne anmelder vil den mesterlige harmonisering af ”En rose så jeg skyde” helt sikkert finde vej til mange koncerter og gudstjenester.
ET VÆRDIFULDT BIDRAG
Skulle man nævne én ting, som man kunne længes efter, ville det være en lidt større andel af de satser, hvor Præstholm forlader den rent homofone stil. Det virker nemlig altid rigtig appetitligt, og mit gæt er, at mange kor vil sætte pris på de satser, hvor det er tilfældet, f.eks. ”Horisonten skiller os fra himlen”, ”Dig rummer ej himle” og ”Kraften fra det høje”. Samt ”Se, vi går op til Jerusalem”, hvor en flot, dramatisk effekt opnås ved brug af mange pauser.
Sidst i bind 2 finder man et fornemt register med forslag til anvendelse af satserne kirkeåret rundt. Hermed udgør samlingen et værdifuldt bidrag for enhver, som har ansvar for kormusik til gudstjenester og kirkekoncerter.
(Torsten Mariegaard, Organist.org, april 2019)
Anmeldelse af Alternatim Luther/Præstholm (op.39) Bevægende reformationsmusik i domkirken Organisten ved Sct. Mortens Kirke i Randers, Christian Præstholm, er en myreflittig komponist med et godt øre, en sikker hånd og hjertet på rette sted. Søndag eftermiddag uropførtes hans opus 39, "Alternatim Luther", som er bygget over otte af Luthers kernesalmer.
Efter gammel praksis fremføres de enkelte salmevers vekselvis mellem kor og orgel, til hvilke Præstholm har komponeret varierende og meget karakterfulde korudsættelser og orgelkoraler, som på fineste vis afspejler og understreger Luthers kraftfulde tekster.
Johann Sebastian Bach er ofte blevet kaldt "den 5. evangelist", fordi han både med sine talrige kantater, oratorier, motetter og den store h-mol-messe, men også rent instrumentalt med sine mange orgelkoraler, helt i den barokke, pietistiske ånd, ønskede at tolke og formidle kirkens evangelium. Man mærker den samme frimodige og afklarede hensigt hos Christian Præstholm.
Uden unødige gentagelser eller overdrevne effekter komponerer han stilsikkert og formfuldendt, ofte med en hilsen til det 20. århundredes store franske mestre, men også i nyere (dansk) stil, til hvilken han selv fremtræder som en markant fornyer på sikker grund.
Viborg Domkantori stod som vanligt placeret på kortrappen, og komponisten sad selv ved orglet, hvor der blev leveret et klangfuldt og velartikuleret orgelspil i særklasse. Kontrasten mellem den klagende "Af dybsens nød" og sidste vers af "Lovet være du, Jesus Krist" rummede hele spektret, musikalsk som tekstligt. Og med programhæftet i hånden kunne man vers for vers følge tekstens progression og pointe, med andre ord: lytte til det glædelige budskab.
Applaus
En stående applaus medførte en meget smuk opførelse af den førreformatoriske hymne fra 6. århundrede, "Da pacem Domine" ("Forlen os freden, Herre") i Luthers gendigtning.
"Alternatim Luther" vil de kommende to måneder blive opført i 19 kirker, heraf fem domkirker, landet over. Et i særklasse sobert, gennemarbejdet velorganiseret og betydningsfuldt kirkemusikalsk projekt, som fortjener den største opmærksomhed. (Jens Chr. Hansen, Viborg Stifts Folkeblad, sept. 2017) Anmeldelse af Sonatine for trompet og orgel Fint værk for trompet og orgel
Der findes næppe nogen bedre samspilspartner for en organist end en trompetist. Trompetens dynamiske spændvidde gør det muligt for organisten at akkompagnere fra svageste stemme til plenum. Trompetens direkte lyd og muligheden for at spille med sordin distancerer strygere, sangere, træblæsere osv. med mange meter.
I praksis er trompeten vel også den mest benyttede følgesvend til orglet på kirkeårets festlige anledninger.
Koncerter med trompet/orgel har siden Arne Lamberth og Hovaldt´ernes storhedstid ofte været at finde i større og mindre kirker over det ganske land.
Der er tre hovedgrupper af repertoire for besætningen: Barokværker for naturtrompet, arrangerede værker og endelig - originalkompositioner.
Den sidste gruppe er desværre ikke særlig stor. Mest kendt er vel Petr Ebens Okna fra 1976. Derfor er det altid interessant, når der dukker nyskrevet musik op.
Christian Præstholm har netop udgivet sin Sonatine for trompet og orgel. Værket er tilegnet Musikkens Hus i Aalborg og uropført i 2016. Satsfølgen er: Intrada - Sarabande - Scherzo - Finale, hver med en varighed på ca. 3 minutter. Præstholm har haft et øje på anvendeligheden, også i liturgisk sammenhæng.
Tilgængeligheden både for musikere og tilhørere er let. Tonesproget peger hen på trompetmusik af f.eks. Honegger og Lars Erik Larsson, og vil kunne realiseres af den øvede trompetist og kirkens organist. Teksturen lægger ikke op til komplicerede og hyppige registerskift og kan fint realiseres på 2-manuals orgler. Præstholm har en fin fornemmelse for trompetens udtryksmuligheder, og han går ikke til yderligheder i hvad der ligger bekvemt på en C-trompet.
Absolut et anbefalelsesværdigt værk, som fortjener at finde anvendelse.
(Søren Johannsen, Organistbladet august 2017)
Anmeldelse af Fem Kristus-Ord Jesus-Citater for viderekomne kor.
Christian Præstholm har komponeret et virkelig flot værk for pigekor, fløjte og orgel. En enkelt af de fem satser vil også kunne synges af andre end de dygtigste kor.
Der er ingen tvivl om, at det er fem utrolig smukke satser over fem bibelord, Christian Præstholm har skrevet til Haderslev Domkirkes pigekor. Mine umiddelbare associationer går til Poulencs kormusik: melodier med duft af Gregoriansk, svævende impressionistiske klange, fri skiftende rytmik og greb som faux-bourdon, varieret imitation og cluster-agtige opbygninger. Bortset fra fortissimo-udbrud i fjerde sats er musikken meget dæmpet.
Desuden er det et flot og logisk udvalg af bibeltekster: 1.Således elskede Gud verden, 2.Vær ikke bekymrede for jeres liv, 3.Jeg er verdens lys, 4.Fader, timen er kommet og 5.Din tro har frelst dig. Men det kræver nogle ressourcer at opføre musikken. For de fleste læsere af dette blad vil udfordringen være at skaffe kor, der magter opgaven. Orgelsatsen er til at have med at gøre, det samme er solostemmen. Jeg spiller ikke tværfløjte, men på blokfløjte eller violin ville solostemmen ligge lige i smørhullet. Solisten skal dog ikke være alt for fummelfingret, fløjten har en fremtrædende rolle, hvor den kommenterer og broderer videre på melodierne.
FRYDEFULDT SAMMENSTØD Der stilles som sagt stor krav til koret: Der er skiftende takt- og tonearter og mange fortegn at læse. Der er tætte dissonanser mellem stemmerne, og der ligger meget agogik i musikken. Fra instrumenterne er der ikke meget hjælp at hente – til tider hjælper de lidt med, men hvis korsangerne håber på stabil støtte fra den kant, bliver de skuffede. Ofte ligger korets toner godt nok i instrumenterne, men ikke, så de lige er til at tage, og flere steder kommer instrumenterne med tonerne efter koret. Og mange steder er der direkte modvind til koret: Allerede på første side er der et frydefuldt sammenstød mellem alterne og resten af ensemblet.
Midtersatsen er helt speciel i sin meditative enkelthed. En enke, finit kanon akkompagneret af liggetoner i orglet. Denne sats ville faktisk kunne klares af de fleste kor med medspillende korleder.
Jeg har kun set partituret som pdf-fil, men Christian Præstholms udgivelser plejer at være ganske prunkløse. Nodesatsen er klar og letlæselig. (Kåre Duhn, Organist.org, maj 2017) Christian Præstholm Chorale Preludes (cd-anmeldelse)
Denna dubbel-CD landade på mitt bord, inspelad i Sankt Mortens Kyrka i Randers, Danmark med den där verksamme organisten och tonsättaren Christian Præstholm. Inspelningen innehåller totalt 52 egna koralbearbetningar, fördelade på två CD med 26 stycken på vardera. Præstholm har skrivit ett stort antal orgelkoraler, ca 200 totalt, över koraler ur den danska psalmboken, där ett flertal är kända också från vår svenska psalmbok. De finns också utgivna och kan beställas från organistens egen hemsida.
Detta är en mycket rikhaltig och kvalitativt högtstående samling orgelkoraler i de mest skilda former och karaktärer. Præstholm formar satserna med stor noggrannhet och omsorg både formellt och harmoniskt. Det är mycket uttrycksfulla satser som ibland antar stora proportioner och snarare är ett slags koralfantasier. Vissa av satserna är kanske mera lämpade som preludier till en sjungande församling, men alla fungerar dessutom också som självständiga stycken. Man kan tänka sig en svit av dessa i ett konsertprogram med gott resultat.
Musiken är formad av en stor musikant med aktningsvärd teknik och musikalisk uttrycksförmåga. Harmoniken är oerhört rik i en romantisk/fransk impressionistisk stil. Vissa satser har också uppenbarligen Bach som förebild, och är formade på ett utsökt sätt. Kontrapunktiska former, trios, kanon mm förekommer också, jämsides med väl genomförda cantus firmus-satser. I andra satser kommer tonsättarens humoristiska sida fram i form av valsepisoder och scherzandon. Fantasin flödar oavbrutet, och man kan tänka sig att denne organist också är en framstående improvisatör.
Præstholm har med stor sannolikhet fått inspiration av en av sina lärare i England, Nigel Allcoat, London, som är en betydande improvisatör. Han har även studerat för David Titterington i London samt för Susan Landale i Paris, och har utöver dessa fördjupade orgelstudier även diplomexamen i komposition vid konservatoriet i Aarhus.
När jag lyssnar på skivorna från början till slut så slår det mig hur väl han lyckas skapa kontrasterande karaktärer i de olika koralerna, hur han även tolkar texten, och det är hela tiden oavlåtligen spännande och klangligt mycket variationsrikt. Dessa utsökta koralbearbetningar kan också fungera som utmärkta förebilder för egna improvisationer. Därför finns det ett stort värde i att införskaffa noterna för den som vill bedriva egna studier i ämnet.
Den liturgiska improvisationskonsten behöver värnas och lyftas fram, och denna inspelning är föredömlig i sitt musikaliska innehåll och sin rikhaltiga behandling av dessa koraler. Præstholms spel och registreringar är mycket övertygande och orgeln klingar förträffligt.
Det är svårt att välja, men ska jag nämna några av dessa härliga orgelkoraler så får det bli den eleganta och spirituella flöjt-toccatan över ”Alt vad som fuglevinger fik”, den romantiskt uttrycksfulla fantasin över ”Ingen är så tryg ifare” (Tryggare kan ingen vara) samt slutnumret på den första CD:n, variationerna över ”Dejlig er den himmel blå” (Himlen är så härligt blå).
På CD nr 2 kan nämnas den neoklassiskt färgade men harmoniskt spännande ”Min Gud, jeg gammel er og grå”, den innerliga och harmoniskt subtila ”Min mund og mit hjerte”, den anglikanskt frejdiga och jublande toccatan ”Du, som gir os liv og gør os glade”. I koralen ”Befal du dine veje” använder han inledningsvis Bachs aria ”Erbarme dich” ur Matteuspassionen som ritornell. Resultatet är, om än välgjort, tveksamt, lite för nära originalet enligt min mening. Jag upplever det vanskligt med citat om det inte tydligt framgår varför. Melodin är ju en välkänd passionskoral vilket möjligen kunde motivera detta, men texten är ju uppenbarligen en annan.
Orgeln, byggd av P.-G. Andersens Orgelbyggeri år 1994 omfattande drygt 50 stämmor, ger ett mycket gott intryck med sina väl disponerade Positiv, Huvudverk, Svällverk och Pedal. Det medföljande texthäftet är av hög klass, där förutom orgeldispositionen organisten också skriver mycket generöst och ingående om sina utgångspunkter för denna samling koralbearbetningar.
Detta är som helhet en produktion som för varje orgelälskare är väl värd att ta del av!
(Nils Larsson, Orgelforum 1/2016)
Præstholms præstation (cd-anmeldelse)
Jeg må indrømme det: Jeg har været skeptisk. To cd-er med nykomponerede koralpræludier, det var ikke noget jeg almindeligvis ville anskaffe mig. Men allerede efter de første eksempler på Christian Præstholms værker måtte jeg indrømme, at jeg ikke havde nogen grund til at være skeptisk. Og efter nogle flere eksempler kunne jeg konstatere, at det var længe siden jeg har følt mig så godt underholdt, som det her blev tilfældet.
Selvfølgelig hjælper det, at værkerne er blevet indspillet på et stort, flot orgel med – hvis jeg har talt rigtigt – 51 stemmer og mange muligheder for farvekombinationer. Men jeg tror, at også vi, der sidder ved små orgler med ”sennep og ketchup” (mixtur og en eller anden rørstemme, som kan bruges i de sjældne øjeblikke, hvor den ikke er falsk, som de eneste variationsmuligheder) kan have fornøjelse af Præstholms præludier (i hvert fald af dem, der ikke er ”fejende flotte”).
Komponisten – og solisten – har ikke været karrig med ord, der karakteriserer de forskellige præludier. Lytteren (i hvert fald hvis der er tale om en organist) opfordres til ikke at læse forklaringer før efter lytningen. Så bliver fornøjelsen større, når man selv opdager, hvor inspirationen til dette og hint værk kommer fra. Jeg har i hvert fald lagt tekstheftet til side, for ikke at spolere glæden ved gættelegen. Og snart vidste jeg, at nøgleordet til forståelsen af Præstholms musik er netop ordet ”leg”. Ikke kun den ”legende lethed” hvorved han jonglerer med utroligt mange inspirationskilder, men også den ”legeglæde” han selv må have følt, da han komponerede præludier. Og så forstod jeg faktisk noget, jeg endnu ikke havde forstået i hele mit lange liv. For jeg har altid opfattet kompositionsprocessen som en ret møjsommelig affære. Jeg har altid været forundret over, at man kan være i gang med noget dag efter dag (eller uge efter uge, eller måned efter måned). Og så forklarede Præstholm det for mig i én sætning: ”Nogle løser krydsogtværs og sudoku, andre går i haven eller læser romaner – jeg slapper rigtig godt af med at pusle små melodiske og rytmiske motiver sammen, og jo sværere opgaven jeg stiller mig er, desto større er tilfredsstillelsen, når og hvis det lykkes”. Selv er jeg en passioneret krydsogtværs-løser. Jeg kan vende tilbage til de uløste af slagsen og være lykkelig, når de pludseligt går op. Når ens sind åbner sig for andre muligheder end dem, det havde låst sig fast på. Derfor talte sammenligningen pludselig til mig. Legen, den tilsyneladende unyttige beskæftigelse, der kan bringe så meget glæde. Krydsogtværsen kan sjældent glæde andre end den, der løser opgaven. De komponerede værker kan bringe glæde til mange flere. Så ære være alle de passionerede mennesker, der finder glæde i at komponere. Også for orgel. Også det, der rubriceres som ”gudstjenestemusik”. Vi er mange, der helt sikkert vil finde glæden i Christians Præstholms værker.
Hans skaberglæde og spilleglæde – for der er tale om en eminent virtuositet og meget flot interpretation af egne værker - smitter af på tilhøreren, der ikke kan andet end at glæde sig.
Men lad os lige gå på et kort strejftog i den præstholmske musikalske have, hvor der er så mange flotte planter. Her finder vi koraler af den traditionelle slags, med cantus firmus synlig fremme, præsenteret i nye omgivelser, der pludselig viser melodien fra en helt anden vinkel. Og man kan ikke andet end at forundres over at noget, man kender så godt, pludselig kan lyde som noget helt nyt. At Til himlene rækker kan lyde som en glad march udført af balletdansere, at Herre Gud, dit dyre navn og ære bliver til en mazurka, at Når i den største nød vi stå lyder som var den skrevet af Messiaen, og I østen stiger solen op er dejlig jazzet. I Alt, hvad som fuglevinger fik lukkes pippende fugle (og en gøg!) ind, og Kom regn af det høje! begynder med enkelte regndråber, før det rigtig begynder at regne. Hvad kan os komme til for nød præsenterer sig som en vaskeægte pastorale. For der er tale om en hyrde i første vers, og hyrder spiller, som bekendt i 6/8, eller 12/8-metrum, en siciliano. Det var nemlig hyrder fra Sicilien, der drog op til Rom og spillede på Peterspladsen julenat. De kaldtes ”piffari”, og den pastorale sats (indledning til den korte fødselsscene) i Messias hedder ”pifa”, for Händel har også hørt dem. Og Christian Præstholm kender musikgenrens rødder. Næste år vil jeg føje hans koralpræludium til den lange række af pastoraler, som jeg spiller ”op til Jul” som en slags meditationsmusik, hvor folk kan komme og gå, tænde lys og se på de mange billeder af engle, som ledsager musikken (på skærmene).
Og jeg kunne blive ved. Hver en sats er værd at lære nærmere at kende. Der er stille meditationssatser og flotte store postludier. Der er også koralvariationer (Dejlig er den himmel blå og Til himmels for den ærens drot). Gang på gang udbrød jeg for mig selv: ”hvor smukt”, når en ellers kendt sag blev til et vidunderligt stykke musik (f.eks. Jeg er træt og går til ro). Præludiet over Ingen er så tryg i fare er blevet min personlige favorit – den naive, lidt vækkelsesagtige, romantiske tone. Da jeg studerede på konservatoriet (og det er længe siden) kaldte man det for ”dårlig smag” – herligt!
Om det at lave pasticher over andre komponisters tonesprog siger Christian Præstholm i forbindelse med præludiet til Min Jesus lad mit hjerte få ”… når nu Nielsen ikke selv skrev en orgelkoral over sin egen melodi, selv om han var meget glad for den, så må man godt hjælpe lidt til”. Ja, det må man gerne! Og tusind tak for det!
Så – nu lyder opfordringen til mine kollegaer: Tag fat i Præstholms præludier og udvid jeres repertoire med disse herlige satser, som helt sikkert vil glæde både Jer selv og – forhåbentlig – jeres menighed.
(Eva Maria Jensen, DOKS-bladet, februar 2016)
Orgelkoraler fra Christian Præstholm (cd-anmeldelse)
Fra danske Helikon kommer en dobbel-cd der Christian Præstholm spiller 52 av sine egne orgelkoraler. Præstholm (f. 1972) er organist i St Mortens kirke i Randers, og han har undervist bl.a. ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Mer finner du på hans nettside www.christianpraestholm.dk. Utgivelsen holder Helikons vanlig høye standard, med spennende musikalsk innhold, svært godt spill, tydelig og renslig opptak med et naturlig lydbilde (skjønt det dynamiske spenn kunne kanskje vært større?) og et informativt tekstbilag.
Præstholm skal visstnok være i gang med å skrive orgelkoraler til samtlige melodier i Den Danske Salmebog. Det er imponerende, på mer enn en måte. En ting er å ha fantasi og kreativitet til et slikt mangfold av melodier, en annen ting er å beherske virkemidler og stilarter slik at hver melodi får det den krever og det den har potensiale til. For ikke å snakke om at mens noen melodier nærmest ber om å bli benyttet, er det også i den danske salmebok andre som for meg heller stille og rolig bør bli glemt og utelatt. Men Præstholms orgelkoraler gir så visst ikke noe inntrykk av «dårlige» melodier som utgangspunkt.
I tekstbilaget til denne utgivelsen forteller Præstholm om sine tilnærminger til melodiene, om ulike komposisjonsformer og -stiler, om oppbygging av enkelte satser, og også litt om klang og registrering. Præstholm spenner vidt; han arbeider med kanonform og tør å avlegge J. S. Bach en visitt eller to, han kan leke med impresjonistiske klanger, han kan være krass modernist og han kan være slepent jazz-aktig – for bare å nevne noen tilnærminger. Arbeid med de musikalske elementer gir ham tydeligvis stor glede. Han skriver selv:
Nogle løser krydsogtvers og sudoku, andre går i haven eller læser romaner – jeg slapper rigtig godt af med at pusle små melodiske og rytmiske motiver sammen, og jo sværere opgaven jeg stiller mig er, desto større er tilfredsstillelsen når og hvis det lykkes.
Den foreliggende dobbel-cd viser at Præstholm absolutt lykkes i å «pusle» med ulike musikalske elementer. Vi kan ikke gå i detaljer om 52 orgelkoraler, men gir en liten pekepinn på hva man kan finne. Begge cd-er inneholder i overkant 70 minutter variert musikk, fra korte og enkle satser på 1:20 til større koralbaserte verk av både 5 og 7 minutters varighet. Cd 1 starter med Se, nu stiger solen af havets skød, en stort anlagt soloppgang som starter med rørstemmer i pp og ender i fullt verk med strålende solskinn fra skyfri himmel. Ingen revolusjonerende ide, det finnes utallige musikalske soloppganger av denne type. Men langt fra alle er så overbevisende vellykket som denne: vi virkelig både hører og ser dagen bli til. I Herre Gud! Dit dyre navn og ære frir han helt åpenlyst og usjenert til Grieg. Det kunne blitt både banalt og pinlig, men den nasjonalromantiske pastisj fungerer virkelig flott, og klarer å kombinere lødighet med humor. Hvad kan os komme til for nød er nesten en 1700-talls siciliano. Den starter trestemt med to imiterende overstemmer over en slags basso continuo, men når koralmelodien kommer inn viser det seg å være noe helt annet enn en barokk-etterligning. I Alt, hvad som fuglevinger fik og Kom, regn fra det høje! Lad jorden opplives får vi igjen effektive og besnærende tonemalerier. Fuglene kvitrer i tretoppene, og regndråpene faller. Intet er som P.-G. Andersens fløytestemmer! Koralmelodien er imidlertid ikke så lett å finne for en utrent lytter. Det er den derimot i Jesus, dine dybe vunder, en meditativ sats spilt på svellverkets litt romantiske svevestemmer. Her får vi et skikkelig stilbrudd med koralmelodien som er fra 1551, men du verden som det fungerer! Du, som gir os liv og gør os glade har visst vært prosesjonsmusikk ved mange konfirmasjonsgudstjenester i St Morten. Det er lett å skjønne hvorfor. Koralmelodien er ikke av de mest dyptpløyende, men Præstholm har laget en festlig og lødig orgelkoral. Han tør også å lage en Dejlig er jorden som passer til mer innadvendte, rolige og meditative sammenhenger enn sluttsalme på julaften. En slik sats er virkelig velkommen. Og så tar vi med et mangfold av variasjoner over Dejlig er den himmel blå. Mer skulle vært nevnt, men vi stopper der.
Præstholms orgelkoraler er ikke noe man griper til øyeblikket, i det man skal starte inngangspreludiet eller hvis man på 5 sekunders varsel trenger «noe» å spille under nattverden. Til det er musikken for kompleks og krever forberedelse. De fleste satsene virker heller ikke egnet som ordinære koralforspill. Men det er meget anvendelig musikk i utallige andre sammenhenger; selvsagt til liturgisk bruk, som pre- og postludier, til ulike musikkandakter, eller i konsertsammenheng. Ikke minst har mange av Præstholms orgelkoraler vært brukt i morgenandaktene i Vår Frue Kirke i København (kringkastet av Danmarks Radio), og et stort dansk publikum har dermed lært ham å kjenne.
Orgelet i St Mortens er et monumentalt instrument på 52/III+P, levert fra P.-G. Andersens Orgelbyggeri i 1994. Her finner vi et stort spekter av farger og dynamikk. Skal noe trekkes fram der må det være noe dansk orgelbygg under «orgelbevegelsen» alltid behersket til fulle: de hel- og halvdekkede fløytestemmer. Det er en drøm å lytte til rørfløyter og rørgedakt her! Vi skal ikke bruke mer plass på instrumentetet, men henviser til Ulrik Rasmussen Damms nettside www.urd.dk, der du blant mye annet verdifullt finner en omfattende artikkel om St Mortens orgelhistorie.
(Sven Atle Johannesen, Orgelspeilet 4-2015)
Anmeldelse af Orgelkoraler, bd.15
Christian Præstholm udgiver orgelkoraler i grupper med opusnumre. Så vidt jeg kan se er der ikke systematik i hvilke koraler der udgives samlet.
Det kræver selvtillid at sælge en tryksag med et fladt, ferskenfarvet ydre og et lidt gnidret tryk på forsiden – og selvtillid har Christian Præstholm da god grund til at have med så stor produktion og anerkendelse i ryggen. Indenfor er der klar, tydelig nodesats og musik med vitaminer.
Blandt de 14 orgelkoraler er der koraler over fire rigtig kendte salmer: ”Se, nu stiger solen”, ”Hvo ikkun lader Herren råde”, ”Kornet som dør i jorden” og ”I al sin glans nu stråler solen”. Der er halvkendte: ”Det var ikke en nat som de andre”, Troens smykke, Jesus sød”. Resten ikke så kendte; nogle fordi de er alternativer til mere kendte melodier, Lars Nielsens melodi til ”Se, nu stiger solen” og to alternative melodier til "Hyggelig, rolig”.
Mange af koralerne kræver sin organist og sit orgel. En hurtig optælling viser, at en enkelt kan udføres på ét manual uden pedal. Det er ”Hvor er det godt i Jesu arme”. Skulle man nogensinde komme ud for den, har man her et smukt og let spilleligt præludium. Fire klares med ét manual og pedal. Fem kræver mindst to manualer og pedal, fire kan klares på ét manual, men har solo i pedalet. En af dem, Troens smykke, Jesus sød”, 4’-pedal.
VOLDSOMT; DRILSK OG SMUKT
Præstholm tager ikke småligt hensyn til salmernes originale stil. Den gammelagtige doriske ”Se, nu stiger solen” bliver til en senromantisk solopgang, der udvikler sig ret voldsomt med grelle dissonansen og dobbeltpedal – det må være en stormfuld morgen han har i tankerne!
I koralen over Lars Nielsens melodi til samme salme flyder stumper af melodien rundt i et av, der kun lige har lagt sig efter stormen, smukt og lidt kantet.
I ”Drag, Jesus mig”, som jeg aldrig har været ude for, er vi i Max Regers blideste hænder.
”Hvo ikkun lader Herren råde” leger med rytmiske forskydnnger og tilløb til ostinater, der drilsk smutter mellem fingrene.
”Kornet som dør i jorden” er guddommelig smuk og enkel.
”I al sin glans nu stråler solen” låner fra Debussys ”Doctor Gradus ad Parnassum”. Skal amn overholde det angivne tempo, har man travlt!
Sådan kunne man blive ved. Hele registret er der: Fra det virtuose, svære og knudrede for den dygtige organist med det store orgel til det overkommelige for lille orgel og konservativ menighed.
Det er nok de færreste af os, der kan bruge den storladne ”Se, nu stiger solen” en almindelig søndag morgen, men der er mange andre fine ting at hente.
(Kåre Duhn, PO-bladet, december 2015)
En gave til gudstjenestemusikken
ANMELDELSE Organisten i Sct. Mortens, Chr. Præstholm, står bag ny cd-udgivelse med egne orgelkoraler.
RANDERS: Christian Præstholms koncert i tirsdags i anledning af udgivelsen af dobbelt cd´en med hans orgelkoraler tiltrak sig et talrigt publikum, hvilket viser den anerkendelse, han i de sidste syv år, han har været organist i Sct.Mortens Kirke, nyder i byen. Det siger god for byen selv, at den har sans for det, som er af værdi.
Det viser sig også, at stillingen som organist i Sct. Mortens Kirke har været et gunstigt miljø og en inspirationskilde for Christian Præstholm, som i denne tid har skrevet omkring 200 orgelkoraler, hvoraf et udsnit, indspillet på Sct. Mortens Kirkes skønne orgel, nu foreligger i cd-form: over to timers musik, som udspringer af Den Danske Koral Bogs melodier.
Orgelkoralen, hvis tradition går tilbage til Bach, er et stykke orgelmusik, som er en bearbejdelse af en salmemelodi. Orgelkoralen kan bruges som præludium og postludium samt eventuelt som altergangmusik. Det er altså liturgisk musik til brug ved gudstjenesten. En slags " bunden opgave". Det, som Christian Præstholm har præsteret, er en sand gave til gudstjenestemusikken, hvor han med en fin fornemmelse for genrens krav forener tradition og fornyelse.
Det, som slår én, når man som i tirsdags hører disse orgelkoraler, er hans indlevelse ikke kun i salmemelodien, som her åbenbarer helt nye facetter af sig selv, men også i salmeteksten, såvel som den teologiske tanke, som ligger bag arbejdet.
Det er f. eks. tilfældet med " Til Himmels fór den ærens drot" (tema med variationer), som fik lov til at stå som afslutningen og kulminationen på koncerten. Variationerne, som skildrer Kristi himmelfart, og gør det med alvor og med en delikat antydning af den hemmelige himmelske verden, slutter i majæstet, med englenes basun, dvs. med Kristi genkomst i herlighed. Det er det mest præcise og kunstnerisk fuldendte udtryk for Grundtvigs ord: " I morgen kommer han på ny, / halleluja, halleluja! / med strålekrans på rosensky. / Halleluja!"
En del af styrken i Christian Præstholms orgelkoraler ligger i hans eftertænksomme tilegnelse af salmeteksterne. Det er helt tydeligt, at hans inspiration ikke stammer fra melodierne alene, men fra melodierne i deres uløselige forbindelse med teksten, hvilket også kendetegnede de store kirkemusikkomponister gennem historien. Den anden side af hans styrke ligger i, at kompositionerne ikke anvender materiale, som er melodien fremmed, men han gør brug af melodiens egne motiver og idéer for at bygge noget nyt op. Det er derfor, at orgelkoralerne fremstår som et organisk hele, der hviler i sig selv, og som danner en vej ind i selve salmerne og gudstjenesten.
Stilen, kompositionsteknikken, inspirationskilderne er meget forskellige i orgelkoralerne - fra barok til den harmonisk rige senromantik og til den nyere franske og engelske toccata og endda til jazztonen.
Men overalt er der alvor (også når munterheden og humoren får mæle), begejstring for salmen, opfindsomhed og en mesterlige beherskelse af kompositionskunsten. En koncert og en cd-udgivelse, som er en berigelse for både dansk gudstjenestemusik og for musik som kunst.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 17/9-15)
Anmeldelse af salmemelodien "Jesus er det menneske" på www.aalborgstift.dk
Christian Præstholm, f. 1972, er en af sin generations betydeligste kirkemusikere. Ud over at have aflagt kirkemusikalsk diplomeksamen som organist har han debuteret fra solistklassen på Jysk Musikkonservatorium, studeret i såvel Paris som London, undervist kommende organister på Jysk Musikkonservatorium og Vestjysk Musikkonservatorium og været ansat ved Sct. Mortens kirke i Randers siden 2007.
Læg dertil en engageret og righoldig produktion af kompositioner, der omfatter kammermusik og orgelmusik foruden salmemelodier og vokalmusik for kor.
Melodien til Jesus er det menneske kan karakteriseres med en fortællende, viserelateret stil, der får de tekstrige vers til at flyde godt. I midten af melodien benytter Christian Præstholm en pause meget effektfuldt og sekvenserer dernæst de to følgende verselinjer (melodifrasen gentages, men i to forskellige tonelejer)- hvorefter melodien vender tilbage til de indledende verselinjers springende karakter.
Dette giver den syngende en fin chance for at indramme ordene i en slags A-B-A form, og uden at slide på kendte melodifloskler har Christian hermed komponeret en ny, original, og dog ikke vanskelig melodi for os “på bænken”. Nogle melodier, der bliver meget hurtigt lært, bliver tilsvarende ofte meget hurtigt lidt fortærskede, men efter min vurdering balancerer denne nye melodi præcis fint på kanten mellem den tilfredsstillende effekt at kunne lære salmen efter 1-2 gennemsyngninger og glæde sig over dens friskhed og egenart.
(Margrethe T. Østergaard,Medlem af Stiftsudvalget for Kirkemusik og Gudstjeneste i Aalborg Stift. (Jan.2015)
Anmeldelse af "Sanglyd"
Søskendeparret Præstholm skriver i forordet til deres fælles udgivelse:
Denne salmesamling rummer ti nye salmer ... En morgen- og en aftensalme, fire årstidssalmer, salmer til dåb og nadver samt bryllup og begravelse. Bryllupssalmen (...) kan synges til velsignelse og vielse af par af samme køn såvel som par af forskelligt køn. Ligesom bryllupssalmen er de andre salmer skrevet med udgangspunkt i det nutidige liv, og de er i sprog og harmonik salmer til nutidens mennesker og menigheder.
Samtidig står salmerne også tydeligt i forlængelse af den danske salmesangstradition. De trækker i deres sprogunivers og melodier på den poetiske og musikalske fortid, og der er lagt vægt på, at salmerne er sangbare, også uden musikalsk ledsagelse.
Salmerne er på sin vis blevet til af sig selv ud fra den sammenhæng, som vi står i som hhv. præst og organist, og flere af salmerne er skrevet, fordi der var konkret anledning til det. Salmerne er således brugssalmer, og vi håber, de vil blive brugt. Salmesamlingens titel har vi lånt fra Grundtvig, fra salmen ”Alt hvad som fuglevinger fik”, der er én af Grundtvigs salmer om, hvorfor sang er uundværlig.
FRASER KØRTE I LOOP
Ovenstående siger det meste. Jeg vil her blot tilføje nogle betragtninger over, hvordan ”Sanglyd – Ti salmer” er blevet modtaget i ”min” Balle Valgmenighed.
Op til et foredrag med Benedicte Præstholm havde jeg med stigende eufori indøvet salmerne med kirkesangeren. Mødedeltagerne/menigheden lærte de syv salmer, der var skrevet på det tidspunkt. Også de sang med voksende begejstring for hvert vers, godt støttet af kirkesangeren og klaveret.
Siden har vi brugt nogle af de ti salmer i gudstjenestesammenhæng. Hver gang har de virket stærkt, og fraser og stumper har efterfølgende kørt i loop.
ENKLE MELODIER
Melodi og akkompagnement er én samlet komposition. Sangbart, logisk, velklingende, idérigt, fortættet, spændingsfyldt, gennemarbejdet. Med ganske få omlægninger kan ”Sanglyd – Ti salmer” endda fint spilles på vores lille 1-manuals orgel uden pedal.
Måske kan salmerne ved allerførste møde for en utrænet menighed virke komplicerede på grund af de ”indviklede” satser, men jeg snød ”mine”, idet jeg med dynamisk og syngende klaverspil trak/listede dem igennem ved at understrege melodiernes enkelhed og samtidig give dem en oplevelse af at musicere sammen med akkompagnementet.
”Sanglyd – Ti salmer” vil egne sig fortrinligt i kirken og sognegården for kor, soli eller menighed.
Karin Jürgensen (PO-bladet, januar 2015)
Anmeldelse af Orgelkoraler bd.13 og 14
Randersorganisten Christian Præstholm behøver vel ingen nærmere introduktion. Han har for længst etableret sig som en af sin tids helt store kirkemusikalske komponister. Præstholm har en stor vision, nemlig at komponere en orgelkoral til hver eneste melodi i koralbogen. Det er indtil nu blevet til 14 bind med orgelkoraler – sidste skud på stammen er bind 13 og 14.
I lighed med de tidligere udgivne orgelkoraler, er der også i bind 13 og 14 tale om meget velkomponerede orgelstykker. De er et helt overflødighedshorn af kompositorisk snilde med stærke harmoniske farver og en fantasifuld bearbejdelse af det tematiske stof. Man fristes til at sammenligne Præstholms koraler med en Maggiterning – fortættet smag og kraft i en kompakt form.
SOMMER OG LUNDERSKOV
Orgelkoralerne i bind 13 har stort set alle ”hitpotentiale”, de er meget velklingende og har en folkelig appel. Koralerne er helt overvejende ”spillevenlige”, men som altid hos Præstholm er der noget at se til for fortolkeren.
Centralt i udgivelsen står udsættelserne af de seks populære melodier af henholdsvis Erik Sommer og Lasse Lunderskov. ”Du, som har tændt millioner af stjerner” er en lille rolig koral med et kort ostinat og med melodien i pedalets 4-fodsleje. ”Nu går solen sin vej” er en ren idyl med citater fra Griegs morgenstemning af Peer Gynt.
Udsættelserne af Lunderskovs tre melodier (”Nu fryde sig”, ”Når jeg er træt og trist” og ”Tag det sorte kors”) klæder hinanden rigtig flot, og vil kunne fremføres samlet som en lille suite i koncertsammenhæng. Ud over disse udsættelser findes en række rigtig vellykkede koraler af mere klassiske melodier i forskellig stilistisk udsmykning.
KORALER FOR ÉT MANUAL
Orgelkoralerne i bind 14 rummer udsættelser af reformationstidens melodier. Koralerne er tænkt for små orgler med kun ét manual. Igen er der tale om en opvisning i musikalsk idérigdom.
Udsættelserne spænder fra det helt enkle udtryk i ”Af dybsens nød” med små rytmiske forskydninger og overraskende dissonanser til den brede, sangbare og utroligt velklingende koral over ”Her ser jeg da et lam at gå”.
I den mere kraftfulde ende findes udsættelsen af ”Gør døren høj, gør porten vid” og i samme stilleje ”Gladelig vil vi halleluja kvæde”, som også bringer mindelser om ”Menuet Gothique” af Böellmann. Præstholm lykkes til fulde med at aktualisere disse gamle melodier.
De her omtalte bind af Præstholms orgelkoraler får uden forbehold en stor og god anbefaling! Der er tale om to meget gennemarbejdede udgivelser, som vil henvende sig bredt til menigheder og organister af alle slags.
Henrik Strøm (PO-bladet, september 2014)
Et inderligt værk om Tro, Håb og Kærlighed
»Disse Tre: Seks sange om Tro, Håb og Kærlighed« er titlen på Christian Præstholms nye værk. Christian Præstholm, som er ansat i Sct. Mortens Kirke, er ikke kun en blændende organist, men også en betragtelig komponist af orgel koraler, salmemelodier, korstykker og kammer musik. Hans værker, baseret på en enorm viden om musikkens rigdom gennem tiderne og om kompositionskunsten, formår at skabe et nyt musikalsk udtryk, som udspringer af inderlige tanker og følelser.
Dette er også tilfældet med det nye værk, som blev skrevet på opfordring fra trioen: Gertrud Lei, mezzosopran, Lone Vandt, klaver og Benjamin Christensen, bratsch.
Musikerne ønskede nemlig et religiøst samtidsværk, der skulle danne pendant til Antonin Dvoraks Bibelske sange og Johannes Brahms´ Gejstlige Sange, som de har i deres repertoire. Valget faldt på Christian Præstholm, og hans søster pastor Benedicte Hammer Præstholm skrev ordene.
Titlen »Disse Tre« henviser til Paulus´ ord: »Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden«. Det drejer sig altså om de tre »teologiske (eller teologale) dyder«, som mennesket er kaldet til. De kende tegner gudsforholdet og har rod i Gud.
På næsten kierkegaardsk vis fokuserer Benedicte Hammer Præstholm i de første tre sange på modsætningen mellem verden og Gud: Guds forjættelse til den barnløse Abraham er kun »en latterlig spådom« ; Jairus´ håb om, at hans døde datter vil blive kaldet tilbage til livet, mødes med »latter« ; kvinden med alabaster krukken, som salver Kristi fødder, er genstand for spot.
Men over for verden står ordet til tro, til håb og til kærlighed. Abraham tror; Jairus´ håb bliver til virkelighed; den salvende kvinde æres for sin kærlighed til Kristus.
Det er just denne kontrasterende struktur, som musikken også har. I melodi, harmoni (dissonanser) og rytme beskriver sangene den faldne verden, menneskenes eksistentielle smerte såvel som afvisningen af tro, håb og kærlighed, betragtet som afsind. Sangenes afslutning er en radikal omvæltning af det, der gik forud for. Her hører man Guds ord direkte: Troens ord: »Intet er umuligt for Herren« -håbets ord: »Ingen, der håber på dig, bliver til skamme« -kærlighedens ord: »Enhver, som elsker, kender Gud«. Musikalsk er sangenes afslutning helt afgørende: De består af et kort svar, hvorved alting bliver ændret.
Det er skrevet i blide toner i form af en opadgående melodi, som rejser sig mod himlen (sang 1 og 2), eller som en lang Amen (3. sang), hvor Guds fred sænker sig over det urolige hjerte.
De næste tre sange uddyber meningen med troen, som kommer fra Ånden, håbet, som udspringer af Kristi opstandelse, og kærligheden: »Vi elsker, fordi han elskede os først«. Også her slutter sangene med et svar, som er udformet i salmesprog eller i den gregorianske sangs sprog. Det er et tidløst svar fra den evige Gud, gældende for alle tider på jorden og for alle mennesker, der hvilende i Gud modtager tro, håb og kærlighed.
Ord og musik klæder hinanden godt. Musikken er original og meget koncentreret; den danner stærke sindsbilleder og udtrykker menneskesjælens afgrunde, kampe og opstigning, idet den drages op mod himlen.
Dette dybe og smukke værk kan høres i uropførelse i Asferg Kirke i morgen, 2. marts, kl. 19.30. Monica Papazu (Randers Amtsavis, 1/3-14)
En guldgrube af gudstjenestestykker
Christian Præstholm yder en beundringsværdig indsats med sine orgelkoral-samlinger. Og nummer 11 og 12 er yderst vellykkede
Det er et intet mindre end imponerende mål den energiske og meget dygtige organist ved Sankt Mortens Kirke i Randers, Christian Præstholm, har sat sig. Nemlig at komponere en orgelkoral til hver eneste af melodierne i Den Danske Koralbog = i alt 568 orgelkoraler.
Et simpelt regnestykke siger, at der må være et godt stykke til enden endnu, men heldigvis er Christian Præstholm en ung mand, så hvis han ellers ikke taber pusten, skulle der være gode chancer for at nå i mål inden pensionsalderen.
Forudsætningerne må også siges at være i orden, eftersom Christian Præstholm underviser i kirkemusik og musikteori ved Det Jyske Musikkonservatorium.
Og lad mig sige det med samme. Orgelkoralerne er fremragende. De er på alle måder et godt og tiltrængt alternativ til de 125 orgelkoraler og andre samlinger, som mange af os er opdraget med. Tilmed har de en længde, der gør dem gudstjenesteegnede, så det skulle ikke være svært at finde et stykke, der passer til dagen og vejen.
For hjerte, hænder og blyklods
Ingen af koralerne kan siges at være lette. Sværhedsgraden kan i nogen grad sammenlignes med Bachs ”Orgelbüchlein”, selvom tonesproget er meget anderledes og ofte er præget af modal harmonik i stil med Duruflé og Maurice Ravel. Musikken er dog helt sin egen og gør hverken brug af albuer eller træskostøvler. Den er skrevet for hjerter og hænder.
Det er svært at fremhæve nogle af stykkerne frem for andre. En af de koraler, jeg i særlig grad er faldet for er ”Lær mig og skov at visne glad”, der i hvert fald i basgangen bringer mindelser frem om Bachs ”Air” eller Albinonis g-mol adagio.
Også ”Dejlig er jorden” må fremhæves. Den har tydelige paralleller til Ravels ”Pavane for en afdød prinsesse” og findes endda i to udgaver. En, hvor melodien spilles udsmykket i pedalet med Fløjte 4’, og en, hvor melodien ligger i sopranen. Det virker som om Christian Præstholm har taget afsæt i linjen ”fred over jorden”. Begge udgaver er fulde af fred og er velegnede til enhver begravelse.
I koralen ”Her kommer, Jesus dine små” ligger en høj klar fløjtetone som et omvendt orgelpunkt over hele satsen. Det er Betlehemsstjernen, der lyser klart og skinnende over den ellers lette og lystige musik. Mon ikke det er tanken, at man gør brug af en blyklods som tredje hånd.
Fra ppp til fff
På falderebet må jeg lige nævne ”Fred hviler over land og by”, der fuldt lever op til titlen og som såmænd godt kunne forveksles med en komposition af Mahler.
I alle koralerne gøres der flittigt brug af orglets solostemmer, både i sopran-, tenor- og baslejet. Det gælder f.eks. ”Her vil ties, her vil bies”, hvor melodien et stykke inde i satsen dukker op i tenorlejet. Det samme gælder ”Himlene Herre, fortælle din ære”, hvor den tilmed også optræder i pedalet. men med dagen vokserlyset til satsen slutter på en funklende Es-durakkard i fff.
Der er rigtig nattemørke i den første del af ”Den mørke nat forgangen er” godt understreget af pedalets dybe pulserende bas. Satsen starter i ppp, men med dagen vokser lyset til satsen slutter på en funklende Es-Es-durakkard i fff. På falderebet må jeg lige nævne ”Fred hviler over land og by”, der fuldt lever op til titlen og som såmænd godt kunne forveksles med en komposition af Mahler.
Har man det som en gammel organist engang for mange år siden belærte mig om, da jeg i min ungdoms enfoldighed var bannerfører for et kursus for landsbyorganister: ”Nej, nu har jeg spillet i NN. kirke i 37 år, og der er aldrig nogen, der har klaget, så jeg behøver ikke at lære noget nyt”, vil Christian Præstholms orgelkoraler nok falde på stenet grund, men for den, der gerne vil forny sig, er der en sand guldgrube at dykke ned i.
Christian Præstholms kompositioner fortjener stor udbredelse, og komponisten fortjener et gevaldigt skulderklap og al mulig opmuntring til at fuldende det imponerende projekt
Per Rasmus Møller (PO-bladet juli 2013)
Krydderier til kirkespillet
I sine nye orgelkoraler brillerer Christian Præstholm som vanligt med en opvisning i musikalsk idérigdom og fantasi.
Med denne udgivelse sender organist og komponist Christian Præstholm (f.1972) endnu et bind med veloplagte orgelkoraler på markedet. Det er denne gang blevet til ti orgelkoraler, som vil kunne berige menigheden i både glæde og sorg. Man finder i udgivelsen en del orgelkoraler over ”de nye melodier” fra 2003-koralbogen, morgen- og aftensalmer og en større variationsrække over ”Nu falmer skoven trindt om land”. Der er nok at tage fat på – og at øve sig på.
Christian Præstholm har vundet ry som en af sin generations store organister, og han besidder helt ubestrideligt et musikerskab med et utroligt vingefang. Christian Præstholm gør sig således som både orgelimprovisator og som en dygtig fortolker af såvel den tidlige som den nyere del af orgellitteraturen. Som komponist har Christian Præstholm etableret sig stærkt med de nu otte bind af orgelkoraler – og blandt andet et introitus for kor, orgel og messingblæsere, som blev uropført ved bispevielsen i Aalborg i 2010.
Nu falmer skoven
Centralt i denne udgivelse står Fantasia, 10 variationer og Finale over ”Nu falmer skoven trindt om land”. Fantasien er en flot romantisk klingende sats med en dejlig strømmende udvikling i det motiviske arbejde. I det væsentligste er denne fantasi en bearbejdelse af Præstholms populære orgelkoral, som findes trykt i ”Jubilæumsforspil- og koraler” fra Vestervig Kirkemusikskole.
Herpå følger de ti variationssater, som kan spilles hver for sig. Cantus firmus behandles meget forskelligt gennem de ti variationer. I flere af variationerne gennemføres cantus firmus helt nodetro, og i en af variationerne gennemføres den i altstemmen. Overalt høres Præstholms sikre sans for delikate, og til tider overraskende, harmoniske forløb. Stilistisk set spænder variationerne bredt. Præstholm formår at vise alle aspekter af denne elskede melodi fra det drivende sentimentale til høstdansen, det søgende og hvileløse, det spøgende og endelig den festlige finale, hvor mixturen synger for, mens fagotten bærer melodien ud til høstgildets sidste toner. Her findes altså musik til hele efteråret i kirken.
Plads til eftertænksomhed
Der er i det hele taget et efterårspræg over denne samling af orgelkoraler. Præstholm maler i det harmoniske tonesprog med alle efterårets mørke nuancer, og eftertænksomheden får rum i de smukke, roligt fremadskridende orgelkoraler over bl.a. ”Stille er min sjæl til Gud” og ”Som vintergrene”.
Orgelkoralerne hører ikke til blandt Præstholms mest udadvendte orgelstykker, men er helt igennem velkomponerede og gennemførte hvad angår form og stil. De er ikke blandt Præstholms mest spilleteknisk krævende, men vil kræve en væsentlig øveindsats for de fleste PO-organister
Henrik Strøm (PO-bladet, januar 2012)
Uforlignelig som koralkomponist
...hvor præcist og originalt Præstholm med al sin fantasifuldhed parret med kompositorisk konsekvens (af den gode slags) i sin nye samling leverer den ene orgelkoralperle efter den anden.
Kvarterne fra "Nu fryde sig hver kristen mand" lader Præstholm udfolde sig til en fejende flot sats med stadig stigende intensitet. Her afsøges virkelig, hvad kvarter kan gøre. Og kvarterne sættes effektfuldt overfor forstørrede treklange som en subtil kontrast i et ellers homogent forløb. Klimaks er næsten slutkadencen, hvor kvartharmonikken aflokkes en overraskende men overbevisende ny funktionalitet (og nej, det er ikke "bare" en gængs dominantudbygning).
Herefter følger tre afdæmpede kanons. De lyder lidt som Bach-koraler i triosats: To akkompagnementsstemmer og melodi i pedalet. De er lidt undskyldende betitlet "Tre selvterapeutiske kanoner" (hedder det kanoner? Er det ikke sådan nogen, der skyder?? Jeg ville sige kanons. Men jeg siger jo også tempi i stedet for tempoer. Så det skal man nok ikke regne med.) Hvorfor nu dette lidt undskyldende "selvterapeutiske" i titlen?
I første omgang kunne man tænke, at det er, fordi stemmerne slet ikke imiterer hinanden. Og så hedder de tre satser mærkelige ting (Canon cancrizans, Canon per motum contrarium, canone al contrario riverso).
Og ja, kære kolleger, for hvem dette ikke er mærkeligt: Der er virkelig tale om først en kanon i retrograd, altså en kanon, hvor den ene stemme er identisk med den anden spillet bagfra. Samtidigt med at disse to stemmer forholder sig harmonisk fornuftigt ikke blot til hinanden, men også til salmemelodien som spilles i pedalet. Anden kanon er en inversionskanon og tredie kanon er så disse to teknikker kombineret. I tredie kanon er satsens midtpunkt, stedet hvor disse to stemmer krydser hinanden, udformet som det uomgængelige B-A-C-H-motiv, som de to stemmer spiller i forlængelse af hinanden. Hvilket jo lader sig gøre, eftersom B-A-C-H spillet i retrograd inversion udfra H giver lige præcis: B-A-C-H!
At udforme sådanne forløb i en smuk musik er alt andet lige en mesterlig præstation. Hatten af for Præstholm. Sidste kanon kan vist også spilles med noderne vendt på hovedet. Det antydes i hvert fald i noderne. Jeg kan ikke få det til at fungere.
"Behold os Herre ved dit ord" og "Når i den største nød vi stå" viser Præstholm fra en mere dissonant men ikke mindre opfindsom side. Dejlige satser!
I en sådan sammenhæng bliver de romantisk farvede satser som "Mindes vi en fuldtro ven" og de "anakronistiske variationer over Nu titte til hinanden" blot en ren lise. En velplaceret påmindelse om hvor forskelligt god musik kan laves. De forskellige satstyper, som de anakronistiske variationer rummer, er i bedste Præstholm-stil ramt lige på kornet. Satserne fremstår som mere eller mindre genkendelige parafraser over klassiske satser. Variationens 3.sats genkender jeg (tilfældigvis) som en åndrig parafrase over Chopins præludium i E-mol, op.28 nr.4, og variationernes sidste sats er udformet således, at det kan inkorporere et decideret citat fra Carl Nielsens "Commotio". Denne citatbrug fungerer dog for mig ikke stort bedre end Jesper Madsens inkorporering af Nielsens 5.symfoni i sin orgelkoral over "Denne er dagen". Uanset den dygtige indlemning i satsen, kommer sådan et citat uvilkårligt til at stå som en hilsen fra den spillende til den lyttende kender, så begge med et selvbevidst smil kan hæve sig op over de ignorante ikke-kendere.
Eller er det en overfortolkning?
Citatet fremstår under alle omstændigheder helt anderledes påtrængende end den diskrete parafrase, der blot ny-udfolder en model.
Summa summarum, nok engang: med dette sjette hæfte, som givetvis snart vil efterfølges af yderligere hæfter, foreligger en velfungerende samling orgelkoraler, der viser Præstholm som en uforlignelig koralkomponist.
Svend Hvidtfelt Nielsen (Organistbladet august 2010)
Koralkongen Præstholm
Christian Præstholm, hvis fire bind af orgelkoraler jeg sidste år havde den glæde at anmelde (og derved erhverve!), har nu føjet to nye udgivelser til værklisten: Et 5. bind i serien orgelkoraler samt et festpræludium over en (for mig) ukendt melodi af Christian Blache Holm til en (for mig) ukendt tekst af Erik B. Præstholm.
I orgelkoralsamlingens femte bind befæster Præstholm sin satstekniske overlegenhed. Det være sig i satser, hvor karakteristiske vendinger fra salmemelodierne udvikles til iørefaldende småmotiver, der konsekvent akkompagnerer melodiforløbet (Nu blomstertiden kommer; Kom, Gud Helligånd, kom brat; Han, som på jorden bejler). Eller satser hvor koralforlægget ligger som en mere eller mindre skjult underliggende strøm, hvis forløb og motivverden satsen virtuost fabulerer over (Nærmere, Gud, til dig; Bliv hos os når dagen hælder; O, havde jeg dog tusind tunger). I "Giv mig, Gud, en salmetunge" og - endnu mere udpræget – i "Du Herre Krist" er sidstnævnte teknik udviklet til en decideret festouverture.
Samlingen afsluttes med en variationsrække over "Dejlig er den himmel blå". Her opsummeres i en vis forstand samlingens satsteknikker. Vi finder kanon, salonmusik, konsekvent kvintskridtssekvens med deraf følgende raffinerede melodialterationer, smægtende romantik ud over grænsen af det vulgære og i rækkens sidste variation skænkes vi endnu et festligt præ/postludium, der ville gøre sig som en effektiv julegudstjenestemusik. Så effektivt og dygtigt det hele er, - båret af en allestedsnærværende kontrapunktik - sidder jeg alligevel tilbage med en lille undren over, hvad komponisten vælger at bruge sit gode håndværk til.
For bortset fra en forunderlig og inderlig smuk udformning af "Dybt hælder året i sin gang" er det slående i hvor høj grad det mest af alt synes at være en "smæk-for-skillingen" – æstetik, der udfoldes.
Sidste år jublede jeg ganske vist, da Præstholm i første bind af orgelkoralerne havde udsat "Glade jul" i en smægtende romantisk sats med tempobetegnelsen "drivende sentimental".
I dette femte bind er de romantiske satser iklædt en harmonik, der får "Glade jul" til at fremstå som den rene pure askese. Og i dette overbud af de mest kitchede romantiske vendinger (Og uha, hvor han kan: "Så skal de ha´ den, og den, og hør nu denne her", kan man næsten høre Præstholm tænke) – er der ingen angivelser af "drivende sentimental". Det skal åbenbart tages for pålydende. Kirken lyder endelig som "Giro 413"! Og selv om jeg uvilkårligt kommer til at høre det som om, komponisten gør nar, tror jeg egentlig, at han elsker det.
En anden form for smæk får man i de øvrige melodier. Igen må den del af menigheden, der til nu har døjet med musikkens kedsommelighed, juble. For i disse satser er det lyden af disneyfilmenes happy-ending der bruser frem fra orglet. Nu er det musicalgenrens smægtende firklange og fiffige modulationer, der dominerer i satser, der forløber som potenseret engelsk orgelmusik. David Willcocks kunne ikke have gjort det bedre!
Om det er god kirkemusik, god musik, eller bare dygtigt lavet musik, må det være op til den enkelte bruger at bedømme.
Festpræludiet "Som kærligheden bor i vores sind" er skrevet i samme Disney/Willcocks-stil. Det er en festlig udadvendt musik, der behændigt udfolder sit forlæg. Værket er tilegnet "Stina", og tekstforfatterens efternavn kunne tyde på tætte familierelationer. Det er med andre ord, givetvis en musik, der betyder noget for komponisten. Denne betydning går imidlertid tabt for alle os andre, der ikke på forhånd har et forhold til tekst og melodi. Og denne manglende relation gør, at jeg selv aldrig vil få brugt denne musik.
Det kan jeg ikke sige om orgelkoralerne. Dem vil jeg bruge. For på trods af deres æstetiske ejendommeligheder rammer de i kraft af deres kontrapunktiske velfunderede og iderige udformninger præcis den type musikalsk koralbaseret sats, som jeg leder efter.
Summa summarum: Med sin tekniske formåen og suveræne uafhængighed af god smag står Christian Præstholm klar til at indtage den plads på orgelkoraltronen, der siden Jesper Madsens bortgang har stået ledig.
Tillykke med det!
Svend Hvidtfeldt Nielsen (Organistbladet, februar 2010)
Gode orgelkoraler
Det er et imponerende arbejde, Christian Præstholm her sender på markedet.
Her er orgelkoraler fra den danske salmetradition i et meget bredt udvalg og til en næsten hvilken som helst anledning i den kirkelige hverdag og fest.
Der er tale om orgelkoraler, der spænder fra den korte form til det mere gennemarbejdede og for en dels vedkommende næsten egner sig mere til koncertbrug end til gudstjeneste. Enkelte repræsenterer variationsformen og er sjove og høreværdige for både publikum og spillemand.
Komponisten har i hver eneste koralbearbejdelse forfulgt en bestemt ide og gennemfører denne med en sprudlende fantasi i såvel melodik som harmoni. Man kan blive helt stakåndet – eller imponeret alt efter personlig tendens – over en sådan beherskelse af det kompositoriske og den iderigdom, der her demonstreres.
Præstholm har selv angivet nogle komponister, der har været inspiration i udarbejdelsen, men lad det være et internt anliggende mellem dem. Her skal blot anføres, at tonesproget er præget af det 20. århundredes komponister med en rig anvendelse af dissonanser og dermed en stor nuancerigdom i det harmoniske sprog.
Det skal også pointeres, at hele samlingen fordrer en god sans for registrering og nodelæsning, og sværhedsgraden spreder sig fra det ret enkle til det noget komplicerede, ligesom det ind imellem også kræver lidt teknisk fantasi at nå det hele.
Jeg tror, at disse koraler vil få en stor udbredelse blandt organister, der ynder at spille lidt nyere musik, men at høre disse koraler stiller jo også krav til lytterskaren, så hvis de anvendes med omhu og indføling over for menigheden, er der her en samling af fornemt komponeret kirkemusik.
Poul Lumbye (PO-bladet, februar 2010)
Musik der er kirken værdig
Christian Præstholm – Orgelkoraler bind I-IV. Eget forlag.
Fire bind orgelkoraler skrevet mellem 1992 og 2008!
Det er noget af en mundfuld både at udgive og at tage stilling til. Gennemgår man koralerne kronologisk fra de tidligste, skrevet da Præstholm var tyve år gammel, til de seneste (den seneste er fra august 08) bliver man vidne til en modningsproces fra studieårene til nu. Både stilistisk og kvalitativt.
Det rejser jo straks spørgsmålet om, hvad kvalitet så er.
I mine øjne er en orgelkorals kvalitet tæt forbundet med dens evne til gennem den pågældende melodi at skabe et selvstændigt prægnant kompositorisk udsagn.
En salmemelodi, der blindt lires af over et mere eller mindre kunstfærdigt udformet akkompagnement, evt. med forspil og mellemspil, hører i mine ører ikke til kategorien ”prægnant kunstnerisk udsagn”. - Ikke med mindre akkompagnementet har en melodisk selvstændighed som i Bachs ”Wachet auf…” eller ”Jesu bleibet..”. Alt mindre end det burde forbydes, og skam få dem, der foregøgler deres menighed, at noget sådant er antagelig musik!
Lad det være sagt straks: Christian Præstholm har ingen grund til at skamme sig.
Selvom samlingens i alt 51 orgelkoraler også rummer eksempler på denne konservatoriefejlpraksis (siger en bitter DOKS-kandidat, der næsten dumpede i teori på grund af sin orgelkoral…) er de på ingen måde betegnende for samlingen. Dels mærker man selv i dem en udtryksvilje og et ønske om at sprænge koralen, og dels får samlingens mangeartede måder at angribe melodiforlæggene på dem snarere til at fremstå som nok en angrebsvinkel end som eksempler på idéløshed. (Og sidst, men vigtigst: man kan jo bare lade være med at spille dem. Der er nok af andre gode ting at tage af).
For Præstholm er fuld af ideer, og, bedre endnu, han har teknikken til at realisere dem!
Her er eksempler på alt fra de Kayserligt karske harmoniske bevægelser i ”Fryd dig du Kristi brud” over fransk parallelførelse a la Langlais (”Gud skal alting mage”) til satser med karakterbetegnelser som ”Drivende sentimental fremførelse og registrering” (en netop sentimental men samtidig meget original orgelkoral over ”Glade jul”) og ”Roligt, vuggende (og blot en kende smagløst)” (”Lille Guds barn, hvad skader dig”).
Bemærk at de ”smagløse” satser er så tilpas raffineret komponeret, at de vil fornøje menigheden, der får lidt musikalsk sukkergodt, såvel som organisten, der kan nyde satsens konsekvens og stilsikkerhed (og selv få lidt tiltrængt sukker med i købet).
Disse satser er vidnesbyrd om en vis munter (uden at være fjantet) tilgang til musikken. En munterhed, der i ”Dejlig er jorden” giver sig udslag i indslag af ”Jingle Bells” i en overstemme. Men karakteristisk for samlingens ånd og tilgang er satsen forsynet med en behørig ossia-version uden juleklokker.
Det er dog ikke kun stilistisk, at Præstholms satser spænder vidt. De gør det også med hensyn til hvilke aspekter af melodierne der arbejdes med.
I ”Jesus, dine dybe vunder” tages meget passende rytmikken op til revurdering. Originalens egen skiftende metrik danner her baggrund for en legende kombination af forskellige metre (let at læse, let at forstå, koncentrationskrævende at udføre). I ”Herre jeg har handlet ilde” tages udgangspunkt i første frases særlige 2. modus-agtige melodiforløb. Det føres i et imiteret forløb gennem en harmonik af tertsbeslægtede molakkorder ud på vilde, overraskende smukt klingende vover før det atter bringes i havn. Og endelig må ”Er du modfalden” nævnes. Her lykkes det Præstholm med subtil brug af Sn og SSn i en smuk melodisk strøm at skabe en harmonik, der er næsten mere Carl Nielsensk end Carl Nielsen selv magtede det.
En håndfuld af koralerne er længere kompositioner. Det være sig i form af store festpræludier (”Vær velkommen, Herrens år” og ”Nu ringer alle klokker mod sky”), som forspil og en slags fuga (”Alt står i Guds faderhånd”) eller variationssatser (”Til Himmels for den ærens drot”, ”De hellig tre konger så hjertensglad”). Alle absolut spilleværdige.
Det store flertal er dog satser af én til tre siders længde, som kan nås at indstuderes (spilles fra bladet?) også ved en evt. meget sen salmeaflevering fra præsten (hvilket selvfølgelig er utænkeligt og forbudt, forbudt, men han/hun kan vel også have lov at fejle?)
Vigtigst af alt – og grunden til at jeg varmt kan anbefale dem – er dog: De (fleste) kaster et nyt lys over salmemelodien og transformerer dens stof til kompositoriske bærebjælker i et teknisk veludført prægnant kunstnerisk udsagn.
Det er musik der er kirken værdig.
Svend Hvidtfelt Nielsen (Organistbladet, maj 2009)
Gärna vill jag rekommendera danske tonsättaren och organisten Christian Præstholms stora samling av orgelkoraler. Stor fantasi och inspiration paras med stilistisk bredd och med mycket variation i form, speltid och svårighetsgrad. Christian Præstholm visar en fantastisk behärskning, inte endast av sats- och stilmedel utan också av det känslomässiga: glädje och sorg, värme och humor och alltsammans naturligt sprunget ur den aktuella koralen. Christian Præstholm har som mål att förse samtliga koraler i den danska koralboken med bearbetningar men redan nu är det med presenterade 14 omfattande häften tal om ett storverk och inget annat!
Mats Larsson, Sverige
Christian Præstholm har nu lavet 4 bind med sine egne orgelkoraler over et bredt udvalg af danske salmer. Der er tale om koralbearbejdelser, af forskellig sværhedsgrad, som det er en stor fornøjelse at give sig i kast med. Han mestrer med sikker hånd vidt forskellige kompositions-teknikker og stilarter, udfoldet med en vældig fantasi. Karaktererne spænder vidt: der findes det indadvendte og alvorlige, det pompøse og det muntre, det kække og det humoristiske.
Der er tale om 4 bind med utrolig relevant og egnet gudstjeneste musik. Adskillige af dem har været brugt og bruges i den dagligt radiotransmitterede morgenandagt fra Københavns Domkirke.
Jeg vil gerne anbefale dem på det varmeste, de fortjener i den grad mest mulig udbredelse.
Søren Christian Vestergaard, organist ved Trinitatis Kirke, København
Christian Præstholms Orgelkoraler 1-4 - 49 orgelkoraler og 2 partiter, alle over velkendte salmemelodier - udgør et spændende supplement til det eksisterende repertoire. Kendetegnende for samlingen, hvori indgår såvel originale satser som pasticher, er fantasirigdom, stilsikkerhed, harmonisk snilde og velklang, undertiden med et vist fransk touch.
Sværhedsgraden bevæger sig fra det absolut overkommelige til det ret komplicerede, så der er stof at hente for organister af enhver støbning.
Erling Thomsen, domorganist ved Aalborg Domkirke
”Jeg føler udpræget trang til at fortælle dig, at det simpelthen er en fryd at beskæftige sig med dine koraler. Det er da - kort sagt - utrolig begavet. Jeg sidder og klukler/taber kæben over den virtuositet du udviser i det kompositoriske, samtidig med at det ikke ender i hjernespind, men bliver til øreguf. "Ja, han kender jo sin Duruflé/Widor/Brahms* og sin Bach" griber jeg mig i at tænke. Men samtidig formår du at forme stoffet til et personligt udtryk, fri for pastische. Her samarbejder øre og forstand virkelig på smukkeste vis. Min dybeste respekt.
*For ikke at tale om Nielsen - endelig en orgelkoral over Min Jesus :-) ”
Jørgen Ellegård Frederiksen, organist ved Bagsværd Kirke
- Lige så fint virkede Christian Præstholms eget værk ”De profundis” som viste hans talent som komponist. ”De profundis” er en musikalsk fortælling om menneskets angst, om forladtheden og fortvivlelsen. Et overbevisende og gribende værk.
Monica Papazu, Randers Amtsavis
Anmeldelser af komponisten Christian Præstholm
Carl Nielsens testamente I år er det 150 år, siden Carl Nielsen blev født: Drengen fra beskedne kår på Fyn, som blev Danmarks store komponist. Han blæste nyt liv i den danske sang. Hans klaver-, kammermusik og symfonier høres i dag på verdens mest betydningsfulde scener. Hans opera Maskarade er folkeeje. Men det er mest efter Carl Nielsens død, at hans internationale gennembrud virkelig kom - og kom for at blive.
Noget af det mest specielle ved Carl Nielsen er, at orgelmusikken blev hans testamente.
Det var det, koncerten i Sct. Mortens Kirke i torsdags handlede om, idet organist Christian Præstholm i en sand tour de force udførte Nielsens samtlige orgelværker.
Carl Nielsen helligede nemlig orgelmusikken sine sidste år. Han vægrede sig ved den romantisk-symfoniske udnyttelse af orglet og mente derimod, at det er den gamle polyfone stil, som »specielt passer til dette instrument«. Han fordybede sig i de gamle barokmestre (såsom Bach og Frescobaldi) og komponerede så sin egen musik med ønsket om klarhed, strenghed, objektivitet og åndens tugt.
Det blev først til de 29 små præludier for orgel eller harmonium, små mesterværker af ca. et minut hver. Som Christian Præstholm tolkede dem, udgør de hver for sig et i sig selv hvilende univers, hvor Carl Nielsen giver de barokinspirerede miniaturer (med mønstre fra toccata, arie eller fuga) sine egne, uforlignelige farver.
Det sidste, Carl Nielsen fuldendte, var storværket Commotio, som betyder »bevægelse« - også i »åndelig« forstand, som Nielsen skrev. Værket blev en succes i Danmark, og snart efter skulle det spilles i Lübeck, i selve Mariakirke, hvor den store danske komponist fra 1600-tallet Buxtehude virkede som organist i 39 år.
Carl Nielsens værk blev øjeblikkelig forstået, som hans samtidige sagde, som det betydeligste orgelværk i ny musik. Men under festivalen kom den triste besked om, at Carl Nielsen pludselig var død. Datoen var 3. oktober 1931 - han blev 66 år gammel.
Således blev orgelværket Commotio på én gang Carl Nielsens internationale gennembrud og hans musikalske testamente. Et testamente, som bringer musikken tilbage til dens rødder i barokken som til dens uudtømmelige kilde.
Commotio er et værk, som kun de færreste organister giver sig i kast med. Det er noget af det vanskeligste, der nogensinde er blevet skrevet for orgel. Kun en sand virtuos kan gennemføre denne ca. 23 minutter lange komposition. Commotio er vældig, det løber over stok og sten og samler mere og mere kraft, samtidig med at det giver plads for sjælero i vuggende rytmer.
Christian Præstholms udførelse var ikke kun en kraftpræstation: Den var også så bevægende, at man næsten ikke turde klappe i hænderne efter, at den sidste tone havde lydt. Hele den enorme struktur hang perfekt sammen som en målbevidst bevægelse, der har nået sit åndelige højdepunkt.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 31/10-15)
En gave til gudstjenestemusikken
ANMELDELSE Organisten i Sct. Mortens, Chr. Præstholm, står bag ny cd-udgivelse med egne orgelkoraler.
RANDERS: Christian Præstholms koncert i tirsdags i anledning af udgivelsen af dobbelt cd´en med hans orgelkoraler tiltrak sig et talrigt publikum, hvilket viser den anerkendelse, han i de sidste syv år, han har været organist i Sct.Mortens Kirke, nyder i byen. Det siger god for byen selv, at den har sans for det, som er af værdi. Det viser sig også, at stillingen som organist i Sct. Mortens Kirke har været et gunstigt miljø og en inspirationskilde for Christian Præstholm, som i denne tid har skrevet omkring 200 orgelkoraler, hvoraf et udsnit, indspillet på Sct. Mortens Kirkes skønne orgel, nu foreligger i cd-form: over to timers musik, som udspringer af Den Danske Koral Bogs melodier. Orgelkoralen, hvis tradition går tilbage til Bach, er et stykke orgelmusik, som er en bearbejdelse af en salmemelodi. Orgelkoralen kan bruges som præludium og postludium samt eventuelt som altergangmusik. Det er altså liturgisk musik til brug ved gudstjenesten. En slags " bunden opgave". Det, som Christian Præstholm har præsteret, er en sand gave til gudstjenestemusikken, hvor han med en fin fornemmelse for genrens krav forener tradition og fornyelse.
Det, som slår én, når man som i tirsdags hører disse orgelkoraler, er hans indlevelse ikke kun i salmemelodien, som her åbenbarer helt nye facetter af sig selv, men også i salmeteksten, såvel som den teologiske tanke, som ligger bag arbejdet.
Det er f. eks. tilfældet med " Til Himmels fór den ærens drot" (tema med variationer), som fik lov til at stå som afslutningen og kulminationen på koncerten. Variationerne, som skildrer Kristi himmelfart, og gør det med alvor og med en delikat antydning af den hemmelige himmelske verden, slutter i majæstet, med englenes basun, dvs. med Kristi genkomst i herlighed. Det er det mest præcise og kunstnerisk fuldendte udtryk for Grundtvigs ord: " I morgen kommer han på ny, / halleluja, halleluja! / med strålekrans på rosensky. / Halleluja!"
En del af styrken i Christian Præstholms orgelkoraler ligger i hans eftertænksomme tilegnelse af salmeteksterne. Det er helt tydeligt, at hans inspiration ikke stammer fra melodierne alene, men fra melodierne i deres uløselige forbindelse med teksten, hvilket også kendetegnede de store kirkemusikkomponister gennem historien. Den anden side af hans styrke ligger i, at kompositionerne ikke anvender materiale, som er melodien fremmed, men han gør brug af melodiens egne motiver og idéer for at bygge noget nyt op. Det er derfor, at orgelkoralerne fremstår som et organisk hele, der hviler i sig selv, og som danner en vej ind i selve salmerne og gudstjenesten.
Stilen, kompositionsteknikken, inspirationskilderne er meget forskellige i orgelkoralerne - fra barok til den harmonisk rige senromantik og til den nyere franske og engelske toccata og endda til jazztonen.
Men overalt er der alvor (også når munterheden og humoren får mæle), begejstring for salmen, opfindsomhed og en mesterlige beherskelse af kompositionskunsten. En koncert og en cd-udgivelse, som er en berigelse for både dansk gudstjenestemusik og for musik som kunst. (Monica Papazu, Randers Amtsavis, 17/9-15)
Med evighedens fuglevinger
Det er naturligt, at det var Sct. Mortens Kirkes organist Christian Præstholm, som spillede den første af sommerens koncerter. Han er en stor organist, som med bemærkelsesværdig kunnen og usvækket lidenskab går ind i værkernes substans og formidler orgelmusikkens uendeligt rige univers.
Med sin sædvanlige diskretion indlemmede Christian Præstholm kun et lille udsnit af egne kompositioner i programmet: Tre orgelkoraler over kendte salmer (" Hyggelig, rolig", " Nu fryde sig hver kristen mand" og " Alt, hvad fulglevinger fik"). Christian Præstholm har sin egen stemme. Orgelkoralerne er ikke skrevet efter nogen skabelon.
De er en personlig tolkning af salmernes ord, som så har betinget de melodier, som er knyttet til dem. Den første, som ofte anvendes som dåbssalme, fangede det enfoldige, milde trøst, som ligger i ordene og melodien. Den anden (Martin Luther og Grundtvigs ord) gav udtryk for frelsens glædelige budskab, som samler mennesker fra hele jorden omkring sig. Den tredje var et musikmaleri af fuglevinger og fuglestemmer, som svæver over hovedmelodiens budskab.
Hovedprogrammet bestod af store værker, de fleste oprindeligt skrevet for orgel, plus to orgeltransskriptioner af vældige orkesterpartiturer (såsom Mendelssohn-Bartholdys ouverture til oratoriet " Paulus"). Værkerne var forbundet med hinanden ved deres majestætiske skønhed, deres alvor og deres måde at udtrykke menneskets forhold til evigheden på. Der hørtes både menneskets spørgsmål (de første afsnit i Bachs BWV 564), dets taknemmelighed (Bach, " Vi takker dig") og sammenhængen mellem jordisk og himmelsk heltedåd (César Franck, " Pièce héroïque" og Olivier Messiaen, " Apparition de l´Eglise éternelle"). Man blev ført fra jorden til himlen, til " Den evige kirkes tilsynekomst", som Messiaen med sin særlige evne til at skildre evigheden fik til åbenbare sig i en overvældende lydarkitektur.
Den første af sommerkoncerterne har været et af kunstens momenter, som opløfter sjælen. Stor musik, som er i stand til at bringe mennesket i kontakt med det blivende.
Og en fortolker, som bringer musikkens skønhed ind i hver enkelt.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 18/6-15)
En sand musikalsk festdag i Sct. Mortens Kirke.
Lørdag før palmesøndag blev den kommende påske markeret ved en storslået koncert i Sct. Mortens Kirke, bestående af to mesterværker, skrevet af hhv. franskmanden Francis Poulenc og hans ven Benjamin Britten.
Poulencs orgelkoncert fra 1938, som formentlig er den mest populære orgelkoncert siden Händel, har ikke et direkte religiøst oplæg som Brittens Company of Heaven.
Under det fire år lange arbejde med stoffet blev orgelkoncerten dog et udtryk for en skelsættende begivenhed i Poulencs liv: hans tilbagevenden til barnetroen. Som sådan er den optakten til Poulencs senere religiøse musik.
Selv om man ikke kender denne biografiske detalje, kan man sanse den ved at lytte til musikken. Med Christian Præstholm ved orglet, dirigenten David Riddell og det smukt klingende Randers Kammerorkester blev man bevæget af denne koncert, som ikke ligner nogen anden, skønt ekkoer af Bach og Tjajkovskij let kan genkendes.
Mellem det første og det allersidste stærkt rytmiske, barokagtige motiv udfolder en lang fortælling sig, med momenter af indre kamp og konfrontation med skæbnen, med episoder af uskyldig glæde og folkelig fejring på markedstorvet, med ømme, lyriske afsnit og med meditative passager. Det er historien om et såret hjerte, som længes efter troens fred.
Christian Præstholm fortalte denne historie i orglets regnbuefarver og gjorde hvert afsnit særlig nærværende.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis 30/3-15)
Flot kor-og orgelmusik i domkirken
Med et helstøbt og ambitiøst program af nyere fransk og dansk musik for kor, orgel og solister var der søndag eftermiddag lagt op til en stor kirkemusikalsk oplevelse i Viborg Domkirke.
Alle forventninger blev indfriet: Coro Misto (navnet betyder såmænd bare »et blandet kor«, underforstået for både mands-og kvindestemmer) sang under Sørens Birchs kyndige direktion både klangskønt, præcist, med meget smuk frasering, med intensitet i de stille passager og ressourcer til de store og kraftige udladninger.
Organist ved Sct. Mortens Kirke i Randers, Christian Præstholm, leverede et usædvanligt orgelspil, som især virkede ved sin sikre fornemmelse for den franske orgelstil, herunder en begavet udnyttelse af domorglets klanglige muligheder.
Endelig var koncertens to sangsolister, mezzosopranen Marie Keller Sørensen og barytonen Thomas Rewes, begge velvalgte og velklingende til dette repertoire, som i domkirkens store akustik kræver styrke.
Christian Præstholm indledte med en sats fra Sonningprismodtageren Olivier Messiaens magiske »Les Corps Glorieux« (»De lysende legemer« ), hvori både gregorianske motiver og elementer fra indisk musik indgår. Desværre tillod situationen kun, at vi fik én af værkets syv satser at høre, -resten har vi til gode! Komponistkollegaen Maurice Duruflés fire motetter over gregorianske temaer valgte koret klogt at synge fra gulvet foran den store lysestage.
Herfra stod alt klart og tydeligt, ligesom det visuelle nærvær for både korsangere og publikum også er af betydning.
Bevægende musik, som kræver sit af både sangere og dirigent.
En variationsrække over efterårssalmen »Dybt hælder året« af Søren Birch var på alle måder velfungerende og foldede sig ud i verset om Frelserens træ på Golgatha, som bærer en evig krone.
Christian Præstholms »Logos« (over indledningen til Johannesevangeliet) for sopran og orgel stod klart i kirkerummet og forholdt sigt stilmæssigt til det franske repertoire, idet orgelakkompagnementet var passende afmålt og tillod sangeren fri udfoldelse, også i det dybe leje. Smukt og meningsfuldt.
Søren Birchs »Herren er min klippe« fra Davidssalme 16 for baryton og orgel virkede måske lidt mere traditionelt neoklassisk. Men på sikker grund, og tydeligvis konsekvent tolkende i forhold til teksten.
Christian Præstholm komponerer i disse år orgelkoraler på stribe. Selv kalder han det et »maraton-projekt« : han er i færd med at skrive orgelkoraler til samtlige melodier i Koralbogen.
Foreløbig har han udgivet 14 bind! Herfra stammer den mørke, næsten dystre »Dybt hælder året«, som blot antyder melodien. Fin, stemningsskabende musik.
Koncertens hovedværk var Duruflés »Requiem« fra 1947, et værk som slog hans navn fast som en af Frankrigs førende komponister og som opføres verden over, både i den originale version for kor, solister og orkester, og i versionen med orgelakkompagnement.
Igen er de gamle gregorianske temaer fremherskede. Kor og solister sang fremragende, godt hjulpet af et blændende orgelspil, som ikke mindst i rytmisk henseende blev en rygrad i opførelsen.
En bevægende oplevelse, for hvilken publikum naturligvis kvitterede med stående, velfortjent applaus!.
(Jens Chr. Hansen, Viborg Stifts Folkeblad, 10/11-14)
Storslået nytårskoncert ved orglet i Sct. Mortens Kirke
I sin fabelagtige koncert satte Christian Præstholm tre af Bachs præludier og fugaer sammen med tre andre, som den 200 år yngre Marcel Dupré skrev i 1912 (opus 7).
Bachs tre værker (BWV 532, 548, 536) står som en kvintessens af hans storhed. De er værker af åndeløs intensitet, især præludium og fuga i emol, som går én til marv og ben. Det er noget af det mest indholdsmætte musik, der nogensinde er blevet skrevet. Med sit formidable talent førte Christian Præstholm sit publikum ind i Bachs univers, hvor skønheden virkelig er »sandhedens glans« - en dyb åndelig sandhed hos mennesket, som lever sine menneskelige vilkår med både deres skygge-og lyse sider.
Hos Marcel Dupré var stemningen en anden, og to af hans præludier og fugaer, meget smukke i sig selv, gav hvile efter det næsten ubærlige drama, som Christian Præstholm udtrykte i sin tolkning af Bach.
Dupré (1886-1971), som er et stort navn i fransk musik, er en meget indtagende komponist. … Det, som karakteriserer en del af hans orgelmusik, hvor det liturgiske, inspireret af gregoriansk sang, også spiller en betragtelig rolle (han var jo selv kirkeorganist i Saint-Sulpice Kirken i Paris), er en egen sødme og blidhed, som Christian Præstholm med stort raffinement udtrykte. Det er først, når man har set nodebilledet, at man opdager, at hele det gennemsigtige broderi af lyde, som bringer ro i sjælen, eller som er en subtil meditation over et eksistentielt spørgsmål, stiller enorme virtuositetskrav til organisten.
Marcel Duprés præludier og fugaer ligger på det højeste trin af teknisk vanskelighed. Det kunne enhver høre i det afsluttende, storslåede værk i koncerten. Det vidunderlige præludium og fuga i H-dur, med den store, sejrrige klokkeklang.
En absolut forrygende koncert, som de mange publikummer, der mødte op den aften, vil bære i deres sjæl i lang tid og glæde sig over.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 11/1-14)
Sommerkoncert – Store værker, stor organist
- Den tredje af Sct. Mortens sommerkoncerter, som er dediceret orgelets skatte, havde Christian Præstholm, kirkens egen organist, som solist. Koncerten bestod af to værker, som hører til blandt de mest komplekse og krævende inden for orgelmusikken: Den franske Charles-Marie Widors 5. Orgelsymfoni fra 1879 og den tjekkiske Petr Ebens »Musica Dominicalis« ( Søndags musik) fra 1958. En orgelsymfoni er egentlig en symfoni, med stort set samme struktur og kompleksitet som et orkesterværk af samme art. Forskellen er dog, at alt, hvad et talrigt orkester skal spille, er tænkt for orglet, som ved sin mangfoldighed af stemmer svarer til et orkester, og følgelig for én organist, der skal beherske det mægtige instrument. Christian Præstholm er manden for det, og hans præstation var hele vejen igennem blændende.
- Hvis jeg skrev, at Widors symfoni er djævelsk vanskelig at spille, ville det være et alt for mildt udtryk. Værket kræver en teknisk styrke, en fysisk udholdenhed og en koncentration, som i sig selv er en bedrift. Men Christian Præstholms kunst ligger netop i, at man ikke hørte vanskeligheden, man hørte kun musikken, gennemtænkt i de fineste detaljer og båret af en usvækket energi, som syntes at vokse af sig selv.
- Og som om Widor ikke var nok, spillede Christian Præstholm dernæst endnu et værk, som er af samme kaliber: Ebens »Søndags musik« i fire satser, i grunden endnu en orgelsymfoni. Og han gjorde det med et overskud, et overblik og en indføling, som var formidable.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 22/8-13)
Musik som fødes af stilheden
- I juli-august holder Sct. Mortens Kirke sine fire sommerkoncerter ved bemærkelsesværdige organister. En af dem er - velfortjent - kirkens egen organist, Christian Præstholm. Christian Præstholms koncert tirsdag aften bestod af barok- og romantisk musik, de to perioder, som bragte orglet til dets blomstring. Den eneste undtagelse var den amerikanske avantgarde komponist John Cage ( 1912-1992) og hans berømte (eller berygtede) stykke 4´ 33´´, dvs. 4 minutter og 33 sekunder, som blev opført for første gang på Woodstock, New York, i august 1952. De tre satser af forskellig længde hedder alle sammen " tacet", dvs. " han tier stille". Og det er præcist, hvad stykket består af: fire og en halv minutters stilhed.
- Disse minutters stilhed var således med til at understrege formen, harmonien og skønheden i den musik, Christian Præstholm opførte. Med sin sikre sans for værkernes arkitektur og ånd og sin naturlige indleven spillede Christian Præstholm den hollandske Sweelincks 6 fine variationer over " Min ungdom har en afslutning" og den tyske Zachows finurlige og opfindsomme Toccata i C-dur - smukke eksempler på barokkens rige inspiration.
- Hele koncerten åndede naturlighed, ligevægt og den lidenskab, som er blevet tæmmet i skønne og meningsfyldte former. Overbevisende og smukt - en musikkens stund, som man har fravristet stilheden.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 10/8-12)
Bevægende 100 års fødselsdag for Jehan Alain
- Sct. Mortens Kirkes organist, Christian Præstholm, indbød i tirsdags til en Jehan Alain-aften - en portrætkoncert, hvor han spillede en række af komponistens værker, deriblandt de berømte " Tre Danse" og " Litanier". Han foretog et repræsentativt valg, som gav et helhedsindtryk af Alains uforlignelige univers.
- Christian Præstholm viste facetterne ved Alains musik: Spændingen mellem melodi og rytme; kompositionernes flertydighed, hvad angår tonalitet og rytmisk opbygning; den vældige eksistentielle erfaring af glæde, tab, sorg, angst, kamp og så sjælens rene tro og dens rolige opstigning i bøn ( f. eks. i " Choral dorien").
- At høre Jehan Alain, sådan som Christian Præstholm spillede det, er en stor eksistentiel oplevelse. For de værker, han spillede, var varme og inderlige, hele vejen naturlige og overbevisende i deres udtryk.
- En ting er, at mange af Alains kompositioner er meget svære at spille, hvilket Alain selv var klar over, en anden ting er at spille dem, så man i dem hører hjertets stemme. Christian Præstholm spillede ikke kun med en beundringsværdig klarhed og suveræn virtuositet ( præcist hvad Alain selv ønskede), men han spillede fra hjertet og var hele tiden bevægende. Det var i sandhed musik, som overvinder menneskets tragiske skæbne og har del i noget blivende. En smukkere portrætkoncert kan man ikke forestille sig.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 18/8-11)
Klokkespilskoncert
- Det er ingen overraskelse, at mange publikummer fandt vej til Sct. Mortens Kirke tirsdag aften. En lys og lun aften, hvor klokkespillet spredte sig over byen i en kaskade af gennemsigtige, følsomme toner. En halv time før koncerten i kirken spillede Christian Præstholm en række værker på klokkespil, og gjorde det med samme finesse, som når han sidder på orgelbænken.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 9/7-11)
Advent med Bachs musik
- Ingen form for musik er mere velegnet til at fejre adventen med end den store Johann Sebastian Bachs værker. Det er præcist, hvad Sct. Mortens Kirkes musikere gjorde. En hel aftenskoncert bestående af udvalgte værker fra Bachs Orgelbüchlein, spillet af Christian Præstholm, og som vekslede med de respektive koraler, sunget af Sct. Mortens Vokalensemble, dirigeret af Amanda Vandt.
- Organisten Christian Præstholm var fremragende som sædvanlig, inderlig i de dybe stykker, sprudlende i Bachs finurlige rytmiske motiver, majestætisk i den rene forkyndelse.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 3/12-10)
Orgel og computer i koncert i Sct. Morten
- Christian Præstholm har vi lært at kende som en vidunderlig organist, som har givet os mulighed for at høre nogle af de smukkeste og mest krævende værker i det klassiske repertoire. Ved koncerten i tirsdags viste han en anden side af sig selv såvel som af orgelmusikken. Fire nye kompositioner, skrevet af nulevende komponister, hvor orglet ikke har et andet instrument eller et orkester som partner, men computerfrembragt musik. Princippet er det samme, forskellen ligger i det lydmateriale, som orglet samtaler med eller indgår i, og som kom fra syv højtalere, hvoraf fem befandt sig i kirkerummet og to ved orglet.
- Teknologiens indvirkning på kompositionerne var åbenlys. Ikke blot fordi computeren blev brugt, men ved det, at den normale musikalske puls var erstattet af mekanisk tid, som blot tæller sekunder, inden for hvilke de mest indviklede rytmiske formler udfolder sig, hvilket skabte en vanskelighed i orgelpartituret, som kun en organist af Christian Præstholms format kan overkomme.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 21/1-10)
Fransk julemusik –Adventen med musikalsk fryd
- Christian Præstholm gjorde 300 års fransk musik levende. Michel Corrette fra 1700-tallet var et vidunderligt eksempel på fin variationskunst, idet hans komposition begyndte med en enkel, enfoldig stemme, lige så klar og inderlig som den menneskelige stemme, og gradvist blev mere kompleks, indtil den sluttede med en eksplosion af toner. Christian Præstholm mestrer denne gradueringskunst, hvor musikken udvikler sig lidt efter lidt, indtil den når klimakset. Daquins julekompositioner, som stammer fra samme periode, fik en original tolkning, som var mere intens, ja, jublende, end de i reglen bliver spillet. Det, man hørte, var en sprudlende Daquin, som bryder ud i glædessang. Lige så vidunderlige var de værker fra det 20. århundrede, som Christian Præstholm spillede: Gaston Litaize, Alexandre Guilmant, Jean Bouvard, Antoine Reboulot, Marcel Dupré - den store franske skole. Det var kun rigtigt at indlede koncerten med Litaize og afslutte med Dupré, den store lærer, som Bouvard og Reboulot (i øvrigt en af de blinde organister) havde lært orgelspil hos.
- Christian Præstholms koncert var en fryd fra ende til anden. Og tænk, at Randers har det privilegium at overvære sådanne koncerter! Det store publikum, som mødte op, viser, at musikalsk kvalitet altid finder sit publikum.
Monica Papazu, Randers Amtsavis, 2/12-09)
Intim kammerkoncert
- Et stort publikum var mødt op til koncerten. Det er en sand glæde at erfare, at organisten Christian Præstholm i løbet af kort tid har skabt et rigt musikliv i kirken og draget et trofast og begejstret publikum til sig. Amanda Vandt, som er en mangfoldig musiker, er et kærkomment bidrag og en god støtte til denne nyetablerede tradition.
- Det var godt at opleve den fine overensstemmelse mellem Amanda Vandts violinspil og Christian Præstholm som medvirkende organist og pianist. Det var musikken, der var anliggendet, og der var én tanke og én følelse i det, der skulle meddeles som en levende genskabelse af musikken.
- Der var en særlig intim atmosfære over koncerten. Christian Præstholm på det lille orgel og på klaver var nænsom og varm, dannede baggrund og sparringspartner for violinen, gik i dialog med den og understregede temaerne.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 8/10-09)
Eftertænksom dialog mellem orgel og slagtøj
- Orgel og slagtøj er en usædvanlig kombination. Tirsdagskoncerten i Sct. Mortens Kirke med Christian Præstholm, orgel, og Henrik Larsen, slagtøj, var en nyopdagelse. De forskellige slagtøjs-instrumenter forøgede ikke kun intensiteten og skabte dramatiske momenter; de førte dialog med orglet, udtrykte specielle sindsbilleder og viste en uanet følsomhed. En stor del af koncerten var stille, meditativ, åndeligt rig musik.
- Lige så smukt, men helt anderledes i sin karakter, var det vældige, afsluttende værk: Den tjekkiske komponist Petr Ebens »Landscapes of Patmos« (Landskaber fra Patmos) over Johannes’ Åbenbaring. Musikken, ypperligt spillet af de to instrumenter, var både en gribende fremstilling af tekstens sindsbilleder og et udtryk for dens åndelige indhold. Dybt meditative afsnit skildrede den himmelske menighed, og verdens afslutning og Himmerigets åbenbaring blev forkyndt med perfekt klarhed.
- Orgel og slagtøj i Sct. Mortens Kirke var en fint gennemtænkt og bevægende spillet koncert af Christian Præstholm og Henrik Larsen, to af det danske musiklivs fineste repræsentanter.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 20/8-09)
Felix Mendelssohn-Bartholdys 200 års fødselsdag
- Man må sige, at man er musikalsk begunstiget, når man bor i Randers. Det er et privilegium at bo i en by, hvor Felix Mendelssohn-Bartholdys 200 års fødselsdag bliver fejret med honnør, på den helt rigtige måde. Siden sin ansættelse i Randers i 2007 har organist Christian Præstholm gennem sin begejstring, sine initiativer og sit store musikalske talent skabt et enestående musikliv i Sct. Mortens Kirke.
- Christian Præstholms program var perfekt sammensat som »et dobbelt portræt«, Bach--Mendelssohn.
- Aftenens program bestod af store og krævende værker, både i teknisk og tolkningsmæssig henseende. Men det er ikke den tekniske vanskelighed, man tænkte på under koncerten. Det var blot musik. Klart og følsomt, fint fraseret og nuanceret, dramatisk og poetisk - en ren fryd.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 7/2-09)
Et højdepunkt i kulturlivet i Randers
Igennem de seks koncerter fra 30. april til 2. december, som har markeret Olivier ¬Messiaen-festivalen i Sct. Mortens ¬Kirke og sogn, har man ¬ikke ¬alene haft ¬mulighed for at høre ¬nogle af Messiaens -smukkeste ¬værker. ¬Festivalen i ¬anledning af årstallet for den franske komponist og ¬organists fødsel for 100 år siden har været med til at skabe et særligt publikum. Et trofast publikum, som har vist sin begejstring for den store orgelmusik, som stedets organist ¬ Christian Præstholm med iver og ¬talent har fremført.
Der var en speciel ¬stemning ved Messiaen-¬festivalens sidste koncert i tirsdags. Mange var mødt op, og i det vældige kirkerum var der en atmosfære af intimt fællesskab, som var samlet i forventning om et berigende møde.
Christian Præstholm fortalte indledningsvis om Messiaens forbindelse med Danmark. Messiaen var i Danmark for at modtage ¬Léonie Sonnings Musikpris i 1977, men han havde ¬allerede været på besøg i 1950. Dengang havde han endda besøgt Randers på ¬invitation fra den ¬legendariske dirigent Lavard Friisholm, og han havde spillet »La nativité du ¬Seigneur« (»Herrens fødsel«) i Sct. Mortens Kirke, netop det værk, som man nu ville høre.
Christian Præstholms tolkning af dette storværk var i sig selv et sublimt mesterværk. Der var ikke én tone, som lød som noget ¬udvendigt. Det var fuldstændig organisk, alt gav mening, og det var på én gang så ¬dramatisk, at man indimellem glemte at trække vejret, og dybt bevægende. Indholdet kom indefra - fra en dyb indlevelse i denne musik og det, den er et udtryk for. Uden tvivl en af de allerfineste tolkninger nogensinde.
Messiaen-festivalen i Sct. Mortens Kirke har været en ubetinget succes. Vi har fulgt kirkeåret fra Kristi Himmelfart (værket »Lascension«) til det egentlige udgangspunkt, nemlig Kristi Fødsel. Og vi har bl.a. hørt »Kvartetten til tidens ende«, skrevet af ¬Messiaen i den nazistiske lejr. Vi har hørt om historien og om os selv i lyset af Guds historie med os. Det har været et uforglemmeligt ¬højdepunkt i kulturlivet i Randers.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 4/12-08)
Les Corps Glorieux – De opstandnes liv i Sct. Mortens
Sct. Mortens Kirkes organist Christian Præstholms initiativ med at fejre Messiaens 100 års jubilæum i form af en festival kan ikke roses nok. Det bringer Sct. Mortens Kirke på niveau med de musikalske aktiviteter i verdens største kirker, for eksempel Messiaen-koncerterne i domkirken Notre Dame og i Trinité-kirken i Paris (den sidstnævnte var det sted, hvor Messiaen selv var organist i 60 år).
Koncerten med »Les corps glorieux« var endnu en bedrift for Christian Præstholm og en stor oplevelse for det publikum, som var kommet for at møde denne anderledes, meget indtryksfulde musik.
I midten af sit værk, som består af syv satser, har han anbragt Kristi opstandelse, Kristi kamp mod døden, som er »den sidste fjende« og det nye liv, som bryder ud af graven. På den ene og den anden side af Kristi dødskamp og opstandelse er der så skildringen af de opstandnes liv. Christian Præstholm fik virkelig publikum til at føle Guds kamp mod døden og den fred og den glæde, som strømmer ud af den åbne og tomme grav.
Af særlig betydning var også satserne om de opstandnes legemes kraft og hurtighed Christian Præstholms rytmiske fornemmelse var mere fremtrædende i forhold til mange indspilninger, og det understregede satsens legemlige aspekt og den afsluttende del, som er den rolige, hemmelighedsfulde, evige skuen af den Hellige Treenigheds herlighed.
Christian Præstholms koncert med Les corps glorieux havde den inderlighed, hvor de kristne trossætninger meddeles til hjertet.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis 7/11-08)
Glædens hemmelighed i barokmusikken
Som et særligt bidrag til Randers Ugen bød Sct. Mortens Kirke i tirsdag på en pragtfuld barokkoncert med stedets virtuosorganist Christian Præstholm og trompetisten Niels Tilma. Det var ikke bare en barokkoncert, men en koncert med en baroktrompet. Niels Tilma, som er uddannet ved det berømte konservatorium Guildhall School of Music in London, spillede nemlig på et instrument, som er den nøjagtige kopi af en tysk trompet, som blev bygget i 1746 og findes i Nüremberg.
Alene dette udgjorde en betydelig attraktion, hvilket afspejlede sig i det store publikum, som var mødt op for at høre musikkens tone fra baroktiden. Baroktrompeten med sit høje register fyldte det vældige kirkerum med begejstret musik.
Kombinationen af baroktrompet og orgel var meget vellykket, og sammenhængen mellem de to instrumenter var fortræffelig. Orgelet skiftede permanent klang på en indtryksfuld måde, og koncerten bevarede sin intense stemning hele vejen igennem. Tempoet for de hurtige satser var sat ret højt, således at der blev skabt mange højdepunkter. De virkede meget overbevisende, for der var et indhold, der skulle udtrykkes, og dette indhold var den rene glæde, en uskyldig og ægte munterhed.
Det, som dannede modpol, var de langsommere satser for orgelsolo: Følsomme og eftertænksomme momenter, som var fuldstændig integreret i helheden, og som inden for værkernes rammer satte trompetens efterfølgende udbrud i relief.
Tilstedeværelsen af to Bach-præludier og fugaer for orgel havde også en særlig betydning.
Christian Præstholms tolkning af Bachs Præludium og fuga i C-dur var simpelt hen superb.
Niels Tilma og Christian Præstholms koncert var en glædens stund for alle, som var kommet. Og det er en stor kunst at genskabe værkerne og umiddelbart udtrykke, hvad de siger.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis (14/8-08)
Orgelkoncert i verdensklasse
Sct. Mortens Kirke var fyldt onsdag aften. Et stort publikum var kommet for at høre den nye organist, Christian Præstholms første koncert ved kirkens orgel, som er et af de fineste i Europa. Christian Præstholms koncert i sin nye stilling og sin nye arbejdsby blev mere end en almindelig succes, den blev til en koncert i verdensklasse.
Den 35 år gamle organist og konservatorielærer valgte et meget sammenhængende program, hvor de fleste værker var knyttet til hinanden ved deres tonesprog: Den senromantiske, traditionsinspirerede og samtidig nyskabende, udtryksfulde og virtuositetsprægede orgelmusik, som den franske skole udviklede.
At koncerten også indeholdt to andre værker: Bachs Præludium og Fuga i C-dur (BWV 547) og en komposition ved Christian Præstholm selv var ikke noget brud på koncertens atmosfære. Placeret i denne kontekst, virkede Bach samtidig med sine efterfølgere. Det skyldes ikke alene koncertens sammenhæng, men i særlig grad Christian Præstholms tolkning, som fik Bachs "matematiske" musik til at afsløre sit vældige eksistentielle indhold.
Lige så fint virkede Christian Præstholms eget værk "De profundis" ("Fra det dybe", Davids salme nr. 130), som viste hans talent som komponist. "De profundis" er en musikalsk fortælling om menneskets angst, om forladtheden og fortvivlelsen. Et overbevisende og gribende værk. Og på sin vis en eftertidens hilsen til Jehan Alain og hans "Litanies" (litanier, bønner, påkaldelser), som koncerten begyndte med.
Det lykkedes nemlig Christian Præstholm at trænge ind i den ånd, Alains "Litanier" er skrevet i: Bønnen, sagde Alain, er ikke "en klage", men "en brændende påkaldelse". Den er en kamp, et skrig, der vil vække Gud. Her, ligesom i alt det øvrige, brugte Christian Præstholm sin formidable tekniske kunnen til at få tonerne til at tale og bevæge.
Maurice Duruflés "Præludium og fuga over navnet Alain", som fulgte efter, bragte en anden stemning med sig. Dette meget smukke værk, som skifter mellem det legende, varme, vemodige, dramatiske og til sidst sejrrige, tegner et portræt af komponisten Alain, af det menneske, som var engang, og hvis liv blev brat afbrudt ved slaget ved Saumur i juni 1940. Det er denne livshistorie, som Christian Præstholm fortalte med præcision og bevægelse og med en rig klangpalet.
Koncerten afsluttedes med to andre store navne inden for fransk musik: Messiaen og hans fuglestemmer (et af de mest typiske træk ved hans kompositioner), og det vældige Præludium og Fuga i H-dur (op. 7) ved den legendariske komponist, organist og orgellærer Marcel Dupré (død i 1971), med inspiration fra kirkernes klokkespil og gammel gregoriansk sang, og som udgør et af de sværeste stykker i koncertorganisternes repertoire.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis, 14/9-07)
Pressen skrev om min debutkoncert der udelukkende indeholdt nyere musik:
- eminent specialist
- teknisk virtuost og kunstnerisk kompetent orgelspil
- han har en sikker teknik, en højt udviklet klangsans og et imponerende overblik over selv meget komplicerede forløb.
- og i uropførelsen af Niels Marthinsens to heroiske etuder beherskede Christian Præstholm de vanskelige overgange, hvor tonerne mister deres individualitet og bliver til klangskyer, der danner svævende former.
Jens Brincker, Berlingske Tidende
- mod og mandshjerte og et forbløffende teknisk overskud
- Den første etude er tonemæssigt konstant faldende, mens den dynamisk er konstant stigende, et sært modsatrettet forløb som Præstholm mestrede flot og formfuldendt.
- Endelig blev Petr Ebens Musica Dominicalis så fornemt artikuleret i Præstholms fortolkning, at strukturen fremstod klart og distinkt.
- her er en begavet organist der både kan og vil noget med den ny musik. De hænger ikke på træerne.
Jakob Wivel, Jyllandsposten
- Med sine tekniske krav levede [Petr Ebens ”Musica Dominicalis”] op til de forudgående værkers høje ambitionsniveau. Musica Dominicalis, som symfonien hedder, kræver sin organist, men Præstholm formåede at kalibrere lydstyrken og disponere det musikalske materiale, så opmærksomheden blev holdt fast til og med sidstesatsens slagmarksscene, hvor grelle trompetfanfarer og gregorianske melodier fungerer som umage temastof.
- Det er dejligt at dansk musikliv med Christian Præstholm får nok en musiker med forkærlighed for samtidskunsten og lyst til at bestille og opføre nye værker for sit instrument.
Thomas Michelsen, Politiken
Uddrag fra andre anmeldelser:
- Organisten Christian Præstholms målrettede indsats for at skaffe ny dansk musik til sit instrument kan, ligesom hans udførelse af den, kun påkalde sig dyb respekt.
- Ikke mindst de mange koncentrerede satser i [Martin Stig Andersens] “Glober” lod til at drage fordel af Præstholms forenede fingerfærdighed, klangsans og fornemmelse for rum i musikken.
- I alle tilfælde kan en så målrettet indsats fra en endnu ikke 30-årig musiker for at få lokket ny musik til sit instrument både fra jævnaldrende og ældre komponister kun påkalde sig respekt – og burde også vække de mere etablerede komponisters interesse. For slet ikke at tale om publikums.
Jakob Levinsen, Berlingske Tidende
- Christian Præstholm ydede, så vidt det kunne høres, de forskellige værker fuld retfærdighed. I flere af dem hørtes en række mere eller mindre slørede referencer til ældre værker eller teknikker, som det kræver sin musiker at få frem. Christian Præstholm demonstrerede altså ikke blot sit talent som spiller, men også som medspillende tolker.
Ole Staarup, Århus Stiftstidende
- Bent Lorentzens ”Flamma” var et i sandhed flammende dramatisk stykke, der fik tilhøreren til at brænde med. Det blev spillet på orgel af Christian Præstholm, der havde en stor formiddag, og slagtøjsspilleren Henrik Larsen.
John Christiansen, Jyllandsposten
- I afdelingen for overraskelser og kommende navne må man nævne organisten Christian Præstholm og slagtøjsspilleren Henrik Larsen. De gav en koncert i Domkirken med både uropførelser og et smukt miks af gamle og unge komponister. Hold øje med disse unge musikere.
Anders Beyer, Information
- Christian Præstholm er en ung, fremadstormende orgelspiller, som allerede har uropført flere nye musikværker, end de fleste musikere når i løbet af en lang karriere
Midtjyllands Avis
- Christian Præstholm giver her en aldeles overbevisende fortolkning af tre orgelværker.
- Fængslende er også det rette ord til en karakteristik af denne orgel-cd.
- Denne gode indspilning af væsentlige værker kan varmt anbefales.
Jørgen Lekfeldt, cd-anmeldelse i DMT
Anmeldelse af Aastrup-cd – Årets musikalske julegave
- Christian Præstholm ved orglet bringer her smukke og originale forspil til salmerne, sande improvisatoriske perler i forskellig stil, som understreger salmernes præcise atmosfære.
Hans varierede harmoniseringer bringer nye facetter af melodierne frem og skærper opmærksomheden om ordenes mening.
Jeppe Aastrup og Christian Præstholm gør teksterne og musikken til øjeblikke fyldt med inderlighed og skønhed.
En sådan udgivelse er med til at vise Aastrups salmers helt specielle plads i den danske salmeskat og indgyde kærlighed til dem.
CD´en med Aastrups salmer er en musikalsk oplevelse i sig selv, som fortjener varm anbefaling.
(Monica Papazu, Randers Amtsavis)
|